Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nissen, Helge. 211
Debut, gik i de følgende Aar fuldt ud i Opfyldelse. Stemmen blev
hurtigt ædlere og varmere i sin malmfulde Klang og skønne og
rolige Føring, samtidig med at den dramatiske Karakteriseringsevne
i højeste Grad skærpedes. Der var især to Felter, hvor N.s
Evner kom til fuld Udfoldelse, det dæmoniske og det komiske,
begge Felter udformede med en mærkelig Beherskelse, en Fornemhed,
der stadig viste N. som Akademikeren paa den danske Operascene.
Blandt hans dæmoniske Skikkelser, der aldrig udartede til
tomme Teaterskurke, maa foruden Debutpartiet særlig nævnes
Sebastiano i »Dalen«, Kaspar i »Jægerbruden«, Toreadoren i »Carmen«
og Scarpia i »Tosca«, et Parti, i hvilket han ganske særligt
udfoldede hele sin slebne, til Tider næsten arrogante Elegance.
De komiske Partier blev i og for sig ikke baaret af nogen udpræget
frodig og djærv vis comica, snarere af en forslagen og snu Underfundighed,
en skarp Iagttagelsesevne over for Menneskers Latterligheder.
Blandt disse Partier maa først og fremmest nævnes Leporello
i »Don Juan«, Don Basilio i »Barberen i Sevilla« og Henrik i
»Mascarade«. Ikke mindst som Mozartsanger aabenbarede N. hele
sin store musikermæssige Kunnen og Kultur. Med sin overlegne
Form havde han en ualmindelig Sans netop for den aristokratiske
Tone, der saa ofte præger Mozarts Verden; han blev derfor den
bedste Grev Almaviva i »Figaros Bryllup«, som dansk Operakunst
har fostret i nyere Tid. N. havde dog endnu et specielt Omraade
inden for vor Opera, et Omraade, der maaske i særlig Grad viste
hans ligesom bundne menneskelige Følelse, nemlig de store Wagnerpartier.
Her veg det saa ofte intellektuelt betonede for noget rent
umiddelbart, noget følsomt og dybt vemodigt, i Virkeligheden en
væsentlig Side af hans Personlighed. Hans Wagnergalleri var stort;
foruden Landgreven i »Tannhåuser«, Kongen i »Lohengrin«, Gurnemanz
i »Parsifal« maa man først og fremmest nævne Wotan i
»Ringen« og Hans Sachs i »Mestersangerne i Niirnberg«. Wotan
var præget af en Højhed og Myndighed, som blev forbilledlig, og
hans niirnbergske Skomager af en Blanding af Humor og Vemod,
en gribende Menneskelighed, der gjorde denne Skikkelse uforglemmelig.
— N. fik sin fulde Udfoldelse i de for vor Opera saa rige
Aar under Johan Svendsens Førerskab i et Ensemble af saa betydelige
Kunstnere som Vilhelm Herold, Emilie Ulrich, Margrethe
Lendrop, Johanne Krarup-Hansen, Ingeborg Nørregaard Hansen
m. fl. Som Akademiker var N. lige til sin tragiske Død for egen
Haand nært knyttet til Studentersangforeningen, hvor han utallige
Gange viste sig som den fejrede Solist; han deltog bl. a. i Amerikaturneen
1911. Alt sit studentikose Humør udfoldede han, naar
«4*