Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Ostenfeld, Harald. 505
hvem der tidligere havde beklædt Bispestillingen. Dertil kom, at
O. havde sin Præstegerning overmaade kær. Kunde de Værdier,
han der havde fundet, følge med i den nye Stilling ? Men O. stod
paa dette Tidspunkt i sin fulde Manddoms Kraft. Han besad en
ikke almindelig Higen efter at blive brugt. Og saa blev han den
danske Kirkes Primas i 22 Aar. Det blev en lang og travl Arbejdsdag.
Naar han talte ved Ordinationer og Visitatser, blev han
hørt. Ikke fordi han var veltalende, det var han ikke, men fordi
hans Ord kom med Vederhæftighedens Styrke; en jævn, indtrængende
kristelig Tale var det, man fik at høre. Ordinander
talte ofte med Taknemlighed om, hvad han havde betydet for dem.
— Som Formand for Kbh.s Kirkefond fik han en ofte vanskelig,
men i det hele lykkelig Gerning; han indviede 58 Kirker, deraf
30 for Kirkefondet. Allerede som Student blev han stærkt grebet
af den evangeliske Alliance og dens Synspunkter. Derfor gik han
med Glæde ind i Nutidens økumeniske Arbejde, deltog i mange
Komitémøder og i de store Konferencer (1925 i Stockholm, 1927
i Lausanne). Men han holdt sig meget tilbage, talte kun sjældent.
Naar han tog Ordet, blev han altid hørt med stor Opmærksomhed,
og han nød megen Anseelse inden for disse Kredse. O. var
en flittig Visitator, kom ogsaa til Færøerne og Grønland. Det
Besøg, som han med sin Hustru aflagde i U. S. A., blev baade for
ham og for de danske Menigheder til megen Glæde. Endnu skal
nævnes hans Arbejde som Formand for Dansk Kirke i Udlandet
og for Møltrup. O. havde en stor Lyst til at hjælpe der, hvor
Hjælpen tiltrængtes mest. Ogsaa i personlige Forhold. Det er
træffende sagt, at han var »genial til at hjælpe«.
Det er rigtigt, at O. ikke hørte til de lærde Biskopper. Men han
var teologisk meget vel orienteret, og trods sin Optagethed var han
en ihærdig og alsidig Læser. I Blade og Tidsskrifter skrev han
utallige Artikler af praktisk-kirkeligt Indhold, udgav endvidere
bl. a. »Arbejdslyst og Arbejdsmod i Menigheden« (1911) og »Omkring
Julen. Prædikener« (1927). Det, som for ham betød
mere end alle Abstraktioner, var det personlige. Han sagde engang:
»End ikke kristne Tanker og Idealer kan frelse Verden, hvis
de skilles fra deres personlige Kilde i Vor Herres Jesu Kristi Fader,
og hvis de ikke optages i den Troendes personlige Liv«. — O.s
sidste Aar blev paa flere Maader tunge. Tabet af hans ældste
Søn ramte ham haardt. Dertil kom Vanskeligheder ved at forhandle
sig til rette med Kirkeministeren og endelig en i mere end
een Henseende pinlig Præsteaffære, som i høj Grad formørkede
hans sidste Levetid. Han tog sin Afsked fra 31. Okt. 1934, men