Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

626 Paludan-Muller, Jens.
Række Digte fra hans Haand, der blev samlede efter hans Død,
viser smukt hans egne Evner for digterisk Produktion. Særlig kan
fremhæves en ved Liv og Friskhed tiltalende Cyklus »En Møensrejse«
(skrevet 1879). — Dr. theol. honoris causa ved Kbh.s Universitets
400 Aars Jubilæum 1879. — R. 1862. DM. 1887. —
Radering af Caspersen ca. 1893.
Selvbiografi i Levnedsbeskrivelser af de ved Kbh.s Universitets Firehundredaarsfest
promoverede Doktorer og Licentiater, 1879, S. 115—17. Til Minde
om Jens P.-M., udgivet af hans efterladte, 1900. Breve til og fra Bernh. Sev.
Ingemann, udg. af V. Heise, 1879, S. 424—28, 485—88, 494 f. Biskop Otto
Laubs Levnet, udg. af F. L. Mynster og G. Schepelern, III, 1887, S. 119—22,
220—23. Th. Ewald: En Slægts Historie, II, 1905, S. 217 f. Marie Rordam:
Tilbageblik paa et langt Liv, 1911, S. 21, 218—21, 279—81. Otto Møller og
Skat Rørdam. En Brevveksling, udg. af H. Skat Rørdam, I, 1915, S. 197, 275,
316. P. P.Jørgensen: H. P. Kofoed-Hansen, 1920, S. 474 f., 479. H. Martensen-
Larsen: Paludan-Muller og Martensen, 1923, S. 42—53, 148—51. Samme:
Den virkelige Fr. Paludan-Muller, 1924, S. 15—40, 98—100. Skat Arildsen:
Biskop Hans Lassen Martensen, I, 1932, især S. 264—71, 285 f. Soraner-
Bladet, XV, 1930, S. 83 ff. Julius Steen: Et Liv under Guds Naade, I, 1931,
S. 8.; II, s. A., S. ,o, 26-29, &Z, 87. Bjørn Kormrup_
Paludan-Muller, Jens, 1836—64, Historiker. F. 10. Marts 1836
i Odense, d. 6. Febr. 1864 ved Oversø, antagelig begr. i den store
Grav paa Flensborg Kgd. Forældre: Adjunkt, senere Professor
Caspar P.-M. (s. d.) og Hustru. Ugift.
P.-M. blev Student 1855 fra Nykøbing F. og teologisk Kandidat
1862. Jævnsides med sit Fagstudium drev han historiske Studier
og søgte videre ud i Kraft af den stærke Erkendelsestrang, der var
ejendommelig for hans Slægt. Julius Lange, Fr. Nutzhorn og Georg
Brandes var hans Omgangsfæller. Han stræbte højt, men hjemsøgtes
af Tvivl paa sig selv. Vennerne kendte hans sky og lidenskabelige
Væsen, »det mørke og tunge i hans Natur, der kunde
slaa over i det subhme«. Tungsind var en Tid ved at tage Magten
over ham, men den veloverstaaede Embedseksamen, Arbejdet paa
Besvarelsen af Universitetets Prisopgave om Gotlands Forhold til
Danmark og Sverige og Guldmedaillen, han fik i Efteraaret 1863,
synes at have givet ham nyt Mod. Han kastede sig med Iver ind
i Arbejdet i Nordens Historie, men fik kun Ro en Maaneds Tid.
I Nov. blev han indkaldt som Soldat og gik som menig i 1. Regiment
til Slesvig. Hans Pligttroskab i Tjenesten og faste Villie til
at døje alt for sit Land vandt ham Respekt, hans Eksempel og Ord
havde Vægt blandt Kammeraterne. Under Tilbagetoget fra Danevirke,
da 1. Regiment søgte at opholde Fjenden ved Oversø, fandt
han Døden. — Mindesten i Borchs Kollegiums Gaard. — Por-