Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, Fredrik. 63
Træk, ved sin fængslende, livfulde Skildring af Tider og Skikkelser
forstod han i en sjælden Grad at holde Tilhørerne i Aande. For
mange af Studenterne betød han ogsaa rent menneskeligt en Værdi.
Dog er Meningerne om hans Personlighed stærkt delte. Medens
ikke faa af hans Disciple har talt varme Ord om, hvad de havde
modtaget gennem deres personlige Forbindelse med ham, lyder
Dommen væsentlig anderledes fra andre. Hans nervøse, rastløse
Apparition og opfarende, lidet afbalancerede Væsen virkede ikke
tiltalende paa alle, og der ankes over, at man ikke altid kunde
bygge fast paa hans Ord. Heller ikke kan han frikendes for en
udtalt Tilbøjelighed til at ville vinde Indflydelse og herske, og om
Objektiviteten af hans Bedømmelse af Forhold og Personligheder
kan der herske Tvivl.
Ikke mindre ved sin Forfattervirksomhed end ved sin Universitetsgerning
skabte N. sig et kendt og anset Navn som Kirkehistoriker,
og de fleste af hans faglige Skrifter staar i nøje Sammenhæng
med hans Virksomhed som Professor. Fortrinsvis har han
arbejdet med den udenlandske Kirkehistorie, men ogsaa til Belysning
af dansk Kirkehistorie har han nu og da leveret Bidrag.
Nævnes kan saaledes hans »N. F. S. Grundtvigs religiøse Udvikling«
indtil 1839 (1889), der bygger paa meget hidtil ukendt Materiale,
men som i vel høj Grad former sig som en Sammenstilling af Citater,
og hans »Bidrag til den evangelisk-kristelige Psalmebogs Historie«
(1895). N.s betydeligste kirkehistoriske Arbejde er dog utvivlsomt
»Romer-Kirken (Pavedømmet) i det 19. Hundredaar« (I—II, 1876
—81, 2. Udg. 1895—98; oversat paa Tysk og Engelsk). Til dette
Værk havde han gjort mere omfattende og grundige Forstudier
end til noget af sine andre Arbejder, og til at forstaa og skildre
Forhandlinger i Konklaver og paa Kirkemøder medbragte han en
ganske egen Kongenialitet. Som direkte Frugt af Forelæsningerne
kan betragtes hans »Haandbog i Kirkens Historie«, I—II (1885—92,
2. Udg. 1893—9^) °g den mindre Udgave heraf »Kirkehistorie«,
I—II, 1 (1902—08). Igennem de sidstnævnte Værker, som i mangfoldige
Aar dannede Grundlaget for den kirkehistoriske Undervisning
ved Kbh.s Universitet, lærer man tydeligt N.s Styrke og
Svagheder som Kirkehistoriker at kende. I mangt og meget minder
han om sin Lærer Karl Hase. Han udmærker sig fremfor alt ved
den store Kundskabsmængde, den vide Synskreds og Bredden af
sine Interesser. Hertil kommer hans afgjorte historiske Sans og
ægte historiske Aand, hans levende Fortællerglæde og hans fortrinlige
Fremstillingsevne. N. er en virkelig Historieskriver, der
i et klart og personligt farvet Sprog forstaar at give en plastisk