Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, Rasmus. iyg
tiltalt af den unge, begavede og begejstrede Professor. Et Vidnesbyrd
om hans Tillid til N. og hans Overbevisning om dennes fulde
Forstaaelse af ham er det, at han en Tid (1848), da han var optaget
af den Tanke, at han snart skulde dø, tænkte paa at overlade N.
Udgivelsen af sine efterladte Manuskripter. Forholdet mellem
Kierkegaard og N. ændredes imidlertid brat og alvorligt, da N.
1849 udsendte »Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger
over Jesu Liv«, I, der indeholdt et kraftigt Angreb paa
den spekulative Teologi og var affattet ud fra Synspunkter, der til
Dels var hentet fra Kierkegaard, men uden at Kilden var angivet.
S. A., et Par Maaneder efter at Martensens »Christelige Dogmatik«
var udkommet, offentliggjorde N. en Pjece, »Mag. S. Kierkegaards
»Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«.
En undersøgende Anmeldelse«, hvori han med aaben Tilslutning
til Kierkegaard søgte at paavise, at Martensens »Dogmatik«
maatte betragtes som forfejlet saa vel »i dens Princip som i dens
Problem«. Udgivelsen af de to Skrifter virkede pinligt paa Kierkegaard,
ikke blot fordi N. i »den store Bog« havde benyttet Udtalelser
af Kierkegaard, som var de hans egne, men tillige fordi N.s
Indlæg viste, at han ganske havde misforstaaet Betydningen og
Nødvendigheden af den »indirekte« Metode og var blevet en almindelig
»docerende«. »For mig var det det smerteligste Indtryk i
Retning af Veemod som jeg har faaet. Et saadant Forræderie lige
i Hjertet«, hedder det i en Dagbogsoptegnelse. Selv om Kierkegaard
ikke kunde frakende N. den »Fortjeneste« »at have draget
Opmærksomheden hen paa min Sag«, maatte han bestemt tage
Afstand fra den Maade, hvorpaa det var sket, da hans Forfatterskab
herved var blevet bragt i en forkert Belysning. Noget direkte
Angreb paa Martensen ønskede Kierkegaard heller ikke. N. fortsatte
imidlertid Polemikken mod Martensen, dels undet eget Navn
(»Dr. H. Martensens Dogmatiske Oplysninger belyste«, 1850), dels
under Pseudonymet »Walter Paying« (»Et Levnetsløb i Underverdenen«,
1853), og Kierkegaard følte i stigende Grad Afstanden
mellem sig og N. I en Optegnelse fra 1853 hedder det: »Nu er det
Punkt naaet, at hvis jeg nu f. E. døde, vilde Prof. N. være den af
alle hvem jeg mindst kunde ønske betragtet som den sande Opfattelse
af min Stræben«. N., hvis Produktion viser Berettigelsen af
denne Betragtning, følte sig Livet igennem i Taknemlighedsgæld
til Kierkegaard, og ved dennes Død var han en af de faa, der
havde Mod til at byde den herskende Mening Trods. Ved sin
Udgivelse af »S. Kierkegaards Bladartikler, med Bilag samlede
efter Forfatterens Død, udgivne som Supplement til hans øvrige
ia*