Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

32
Nielsen, Carl.
mand. Som Lærer havde han sjældne Evner. Han var vel ikke
synderlig systematisk i sin Undervisning, men han nærede en fanatisk
Interesse for sit Haandværk, blev aldrig træt af at gennemdiskutere
tekniske Problemer med Eleverne og ejede en forbløffende
plastisk Sans og billeddannende Kraft i sin Udtryksmaade. Stærkest
virkede han dog ved, hvad han ikke sagde, men det som lyste
ud af ham: Ildaanden, Musikkens Genius. Og i al sin dæmoniske
Storhed var han den ydmygste servus servorum musicae, en betagende
og henrivende Personlighed. Der var ikke een af hans Elever,
der ikke elskede ham og ikke til fulde forstod den sjældne Lykke,
det var at leve samtidig med ham i dansk Musik.
Efter mange Aars Ligegyldighed eller fjendtlig Modstand kom
endelig Gennembrudet for hans Kunst (omkring 1915) og hvad
dermed fulgte af ydre Ære og Berømmelse. Da han fyldte 60 og
blev fejret ved en stor Fest og Fakkeltog, stod han som den
centrale Skikkelse inden for dansk Tonekunst. Men hvor højt han
end steg, og hvor vidt hans Navn rakte ud over Verden, forblev
han dog stadig samme jævne, naturlige Mand, Niels Malers Carl
fra Nørre Lyndelse. Jævn imidlertid kun i denne bestemte Forstand,
for der har næppe her i Landet været levet noget mere
aandeligt dybtgaaende og stærkere bevæget Menneskeliv end hans.
Stor i Alvor og stor i Smil var han. Alvoren var vel nok den, han
mindst bar til Skue, og kun de, der kom ham virkelig nær, vidste,
at den var den mægtige Grundtone i hans tilsyneladende altid
muntre og lyse Sind. Ubøjelig Strenghed og Saglighed og Udholdenhed
til den bitre Ende og en ukuelig Villie til altid at naa og
give det yderste var hans dominerende Karakteregenskaber. Og
han var altid parat til at begynde forfra. En nær Slægtning af ham
sagde engang: »Du, Carl, kan ikke se en Kantsten, uden du skal
forsøge at balancere paa den for at prøve, hvor vidt du kan komme«
— og det er egentlig en dybt karakteriserende Bemærkning. Han
vilde være med i alt, prøve alt og lære af alt. Denne Dreng fra
Landsbyskolen havde en Belæsthed og en vidtfavnende aandelig
Kultur, som de fleste Akademikere maatte misunde ham. Skønlitteratur
og de Dele havde han vel mindre Sans for — han sagde,
det behøvede han ikke at læse, det gav Livet ham rigere og stærkere
end Bøgerne —, men alt det kærnefulde, tanketunge elskede han.
Hans Yndlingslæsning var Oldtidsforfatterne i Oversættelse — især
Platons Dialoger —, og med Holbergs Epistler blev han aldrig
færdig. Tungt og Fod for Fod maatte han kæmpe for alt, hvad
han tilegnede sig. Men han var den lykkelige Blanding af Intuition,
Inspiration, høj, stærk Intelligens og uafladelig Flid, det, som