Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

v. der Osten. 485
Generalløjtnanterne, Kammerherre Otto Christopher v. d. O.
(1707—73), Kammerherre Johan Vibe v. d. O. (1708—1800) og
Jacob Frederik v. d. O. (1717—96) — Fader til Generalmajor
Otto Frederik v. d. O. (1748—1818) — samt Generalmajor Christian
Ulrik v. d. O. (1724—90). — Ovenn. Hofmarskal Peter
Christoph v. d. O. (1659—1730) var Fader til nedenn. Direktør
for Finanserne, Gehejmekonferensraad Wilhelm August v. d. O.
(1697—1764), hvis Døtre var Louise Charlotte v. d. O. (1735—
66), gift med Statsminister, Vicestatholder i Norge Gregers Christian
v. Flaxthausen (1733—1802, s. d.), og Eleonore Francisca
v. d. O. (1737—65), der ægtede Generalløjtnant Frederik Numsen
(1737— 18 °2, s. d.).
Jahrbuch des deutschen Adels, II, 1898, S. 692—748. Goth. Uradeliges
Taschenbuch, 1904, S. 572—86. Louis Bobé: Efterladte Papirer fra den
Reventlowske Familiekreds, VII, 1906, S. 524—32. Th. Hauch-Fausbøll:
Haandbog over den ikke naturaliserede Adel, 2. Udg., 1933, S. 85 f.
Albert Fabritius.
v. der Osten, Adolph Siegfried, Greve, 1726—97, Statsmand.
F. 21. Okt. 1726 i Sorø, d. 2. Jan. 1797 i Kbh. (Frue), begr. sst.
(Ass.). Forældre: Gehejmeraad Jacob Frants v. d. O. (s. d.) og
Hustru. Ugift.
Skønt stammende fra en tysk Slægt følte v. d. O. sig altid nærmest
som Dansk. Hans Uddannelse blev bekostet af Christian VI.,
som ogsaa lod ham rejse udenlands. 1753—54 opholdt han sig i
Gottingen, hvor han stiftede et ret nøje Bekendtskab med den unge
A. P. Bernstorff. Efter sin Hjemkomst beklædte han forskellige
underordnede Hofstillinger, indtil J. H. E. Bernstorff 1755 betroede
ham den betydningsfulde Post som dansk Afsending i Rusland.
Denne Stilling beklædtes i Øjeblikket af Moltzahn, men denne
følte sig ilde tilpas ved det russiske Hof og haabede inderligt paa
at blive tilbagekaldt. Muligvis skyldes det C. A. Plessens Indflydelse,
at v. d. O. fik saa straalende en Begyndelse paa sin diplomatiske
Løbebane, men det kan ogsaa være en Følge af Vanskeligheden
ved inden for den danske Adel at finde duelige Folk til de
diplomatiske Poster. Bekendtskabet med A. P. Bernstorff kan endelig
have spillet en vis Rolle.
Allerede 1756 døde Moltzahn, og v. d. O. overtog hans Stilling,
vel nok den vanskeligste Post, nogen dansk Diplomat kunde beklæde
paa det Tidspunkt. Ikke alene var de rent personlige Forhold ved
det russiske Hof meget besværlige og stillede store Krav til de
diplomatiske Udsendinges Behændighed, men ogsaa Danmarks For-