Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Oxe, Peder. 551
O.erne kølnedes yderligere, da disse nu ogsaa fremtvang en Afgørelse
paa den gamle Tordsøsag. Ved en i Febr. 1556 fældet Dom
opnaaede de at faa det 1542 indgaaede Forlig stadfæstet. P. O.
havde ikke i denne Sag personlige Interesser at varetage, da Tordsø
var tilskiftet hans yngste Broder Johan — da Kancellisekretær
—, men han var dog den ledende i de paafølgende Forhandlinger
om Tilbagegiveisen af det fra Tordsø bortkomne Gods og
udviste herunder megen Stejlhed og Umedgørlighed. Herluf Trolle
har i et Brev til Mogens Gyldenstierne, der var blandt dem, der
var kommet i Besiddelse af noget af det fra Tordsø bortkomne
Gods, beklaget sig herover. Medens Herluf Trolles Svoger Christoffer
Huitfeldt havde støttet ham og Gjøe'erne, var ifølge Herluf
Trolle ingen ringere end Kansler Johan Friis paa P. O.s Vegne
»over Handelen«.
Ældre Rigsraader som Mogens Gyldenstierne kan vel have haft
andre Aarsager til at være P. O. uvenligt stemt. Han har sikkert
og med Rette i ham set en Medbejler til Rigshofmesterposten, der
stod ledig efter Eske Billes Død 1552. Ved en saadan Udnævnelse
vilde P. O. opnaa officiel Anerkendelse af sit stedse voksende Medarbejderskab
i Regeringsanliggender. Af officielle Hverv kan nævnes,
at han efter sin Hjemkomst fra Sachsen en kort Tid fungerede
som Statholder paa Kbh.s Slot. Det var under særlige Forhold.
I øvrigt indsattes der i disse Aar under Kongens Fraværelse ingen
Statholder her. 1555 var han en af de tre Rigsraader, der førte
de afsluttende Forhandlinger med Lubeckerne paa Bornholm.
P. O. havde herunder personlige Interesser at varetage, idet han
1553 havde af købt sin Svoger Jørgen Brahe hans bornholmske Gods
og derefter straks var kommet i Strid med Lubeckerne om Jagtretten.
At P. O. i øvrigt deltog i vidt forskelligt Regeringsarbejde,
kan f. Eks. læses Side op og Side ned i Rentemesterregnskabet fra
1556. Gennem sin Broder Rentemester Eskil O. havde han let
Adgang til at faa intimt Kendskab i hvert Fald til Finansforvaltningen.
Han synes allerede nu at have været stærkt interesseret
i Øresundstolden. Der er endvidere Grund til at tro, at han var
i fuld Forstaaelse med Kongen, Kansler Johan Friis og sin Broder
i Arbejdet paa Lensreformen, og at han med sin store Hensynsløshed
har tilskyndet til at gennemføre den i langt voldsommere
Tempo end tidligere. Det skete i Form af stedse skærpede Vilkaar
og ved at besætte vigtige Poster med Mænd i nær Tilknytning til
Centraladministrationen. I Begyndelsen af 1556 havde Christoffer
Huitfeldt saaledes maattet afgive Bergenhus til Fordel for den unge
Kancellisekretær Christoffer Walkendorf.