Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

462 Olufsen, Christian.
frodigt og elskværdigt Lune; under sin Kamp mod det alt for
følelsesfulde syntes Forfatteren selv at være stivnet eller mangle
Varme. O. skrev efter den Tid intet for Scenen.
Imidlertid havde O. stadig udvidet sine Studieomraader. Han
var optraadt som Skovbrugsforfatter og som Lærer i Nationaløkonomi
(se herom nedenfor), og 1815 blev han ansat som Professor
ordinarius i Statsøkonomi ved Universitetet.
O. var 1814 blevet optaget i Videnskabernes Selskab og offentliggjorde
i dets Skrifter »Bidrag til Oplysning om Danmarks indvortes
Forfatning i de ældre Tider, især i det 13. Aarhundrede«
(1821). Denne Afhandling gav for første Gang en Forstaaelse af
det gamle Landsbyfællesskab og den derpaa byggede Kommunalforfatning.
Man kan sige, at O. ved de Erfaringer, han havde
gjort i Marken, ved sin sunde Opfattelsesevne og historiske Viden
var som kaldet til at løse denne Opgave. Han viste, hvorledes det
gamle Fællesskabssystem i Virkeligheden for sin Tid havde været
en sund og fornuftig Ordning. Paa Grundlag af O.s Paavisninger
og hans Fortolkninger af de gamle Lovkilder har der rejst sig et
helt nyt Videnskabsomraade saavel i Udlandet som her hjemme,
og ogsaa berømte moderne Forskere som A. Dopsch og P. VInogradoff
hylder O. som den, der genialt brød Vej. — Nærmest
til dette Arbejde slutter sig en Række paa Selvsyn og Studier
grundede Optegnelser, der udgaves efter hans Død: »Collectanea
til et antiqvarisk-topographisk Lexicon over Danmark« (1829).
O. er overalt i sin Forfattergerning original og tankerig. I »Nogle
physikalske og politiske Bemærkninger over den danske Stat« fremsatte
han mismodige Betragtninger over det dansk-norske Riges
højst ulige Sammensætning, dets alt for store Udstrækning i Nord
og Syd og dets slette militære Grænser. Først fire Aar senere, efter
at Afhandlingens mørke Syn var blevet sørgelig Virkelighed, lod
O. den gaa i Trykken (Dansk Minerva, I, 1815). Mærkelig er
ogsaa hans Afhandling »Om Menneskets Rolle i den fysiske Verden«
(Skand. Litteraturselsk. Skr., VIII, 1822), der rummer
en hel fysisk Verdensbetragtning. Han påaviser, hvordan Livskraften
stadig arbejder mod et Maal, idet den omdanner og udvikler
Organismerne. Under de forskellige Jordperioder er Arterne
undergaaet Omdannelser ved Udartning eller Forædling, ved Organismernes
gensidige Indgriben i hinanden, og deres Evne til under
den store Kamp for Tilværelsen at tilpasses efter de nye Forhold;
endelig fremtræder Mennesket som det sidste Led i Udviklingen.
Om end paavirket af Lamarck er O. selvstændig i mange af sine
Iagttagelser, og hans Resultat stemmer mærkelig overens med den