Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Olesen, Søren. 393
Udsendinge, i Gaardmands- og Husmandshjem og blev den personlige
Ven for mange Familier. O. var en gammelgrundtvigsk
Skikkelse af ejendommeligt Tilsnit, ved sit Virke helt særpræget
inden for Grundtvigianismen.
J. P. Wammen: Søren Olesen fra Mors, 1924. N. Bransager og Palle Rosenkrantz:
Den danske Regering og Rigsdag, 1901—03, S. 742. Morsø Folkeblad
28. og 30. Juli, 4. Aug. 1902. Thomas Larsen: En Gennembrudstid, I, 1917,
S. 127—30. J. Damsgaard: Præsten Rasmus Lund og Frimenigheden paa
Mors, ,9,6, S. ,31-34, Hans Jensen.
Olesen Løkken, se Løkken.
Olivarius, Christen, 1710—45, Kirkehistoriker. F. 1710 i Ørslev,
Vester Flakkebjerg Herred, d. 31. Maj 1745 sst., begr. sst. Forældre:
Sognepræst, Provst, Mag. Holger O. (1670—1753, gift 2°
med Kirstine Malene Schmidt, ca. 1698—1772) og Elisabeth Marie
Bagger (d. 1712). Ugift.
C. O. blev dimitteret fra Sorø Skole 1728, havde 1731-—34 Plads
paa Walkendorfs Kollegium og tog 1738 teologisk Attestats. 1739
blev han personel Kapellan i Førslev og Sneslev, og 1742 forflyttedes
han i samme Stilling til Ørslev og Bjerre, idet han fik Ret
til at blive sin Faders Efterfølger. Hans tidlige Død før Faderen
hindrede dog dette. C. O. var en evnerig Mand, der tidligt viste
videnskabelige Interesser. Oprindelig syslede han vistnok mest med
gammeltestamentlige Emner, men snart gik han over til Studiet
af dansk Kirke- og Lærdomshistorie. I denne Henseende var det
af ikke ringe Betydning for ham, at han i sin lange Studietid havde
fri Adgang til N. Foss', Erik Pontoppidans og især Hans Grams
Biblioteker. 1733—34 udgav han en første Prøve af sine Undersøgelser
»De excommunicatione apud Danos morali«, hvori han
bl. a. godtgjorde sin Forstaaelse for Værdien af utrykt Kildemateriale
ved at meddele Uddrag af de sjællandske Synodalmonita.
1736 havde C. O. haft i Sinde at behandle Karmeliteren
Paulus Helie i en akademisk Disputats, men først 1741 kunde han
udsende en fyldig Biografi af denne under Titel »De vita et scriptis
Pauli Eliæ Carmelitæ, vulgo Povel Vendekaabe«. Han viser sig i
dette Arbejde som en talentfuld Discipel af Hans Grams kritiske
Skole, han lægger Lærdom og Grundighed for Dagen, og han formaar
at fremstille sine Resultater klart og overskueligt. Naar hans
Bog nu maa anses for i det væsentlige forældet, skyldes det ikke blot
den historiske Forsknings almindelige Fremskridt, men især, at
C. O. i alt for høj Grad var bundet af den overleverede urigtige
Opfattelse af Paulus Helie som »Poul Vendekaabe«. C. O. for-