Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, Jakartas. 197
har gjort sin Hovedindsats. Det var dog først efter, at han havde
udgivet et Par Samlinger mindre Fortællinger, »Tre Fortællinger«
(1876) og »To Landsbyhistorier« (1878), at han fik Tag i Publikum
med den større Fortælling »Nye Tider« (1882), der skildrer Sammenstødet
mellem gammelt og nyt i det konservative Bondesamfund,
hvor grundtvigske og politiske Frihedsideer har holdt deres Indtog.
I den følgende Roman, »Gamle Vaner« (1883) staar Kampen mellem
Vanekristendom og virkelig levende Kristendom, men skønt
den saaledes behandler et Spørgsmaal, der altid er aktuelt, kan
den ikke i Almengyldighed maale sig med »Maagen« (1889), der
giver det stærkest nuancerede Indtryk af den Brydning mellem
Kristendommen og den nye Tids Strømninger, der er Forfatterskabets
Hovedemne. »Kulsviere« (1893) falder uden for disse
Samtidsskildringer, men interesserer ved indgaaende, kulturhistoriske
Oplysninger om den pittoreske Kulsvieregn. N. har i øvrigt
udgivet en lang Række Bøger, »Gærende Kræfter« (1891), »Mystisk«
(1897), »Den store Magt« (1898), »Kilderne« (1900), »Provsten i
Højelse« (1915), »Baaringgaard« (1920), der alle paa enkelte Undtagelser
nær (den paa Frøken Nikoline Kleins Slægtspapirer baserede
»Mands Vilje« (1909) og den gamle Præstegaardshistorie fra
Biskop Balles Tid »Den evige Higen« (1914)), fortæller om de Dønninger,
70'ernes Røre afsatte i Landsbyen, især paa det religiøse
Omraade. Karakteristisk for Forfatterskabet er den lyse Kristendom,
der fik sit afgørende Gennembrud i Digterens menneskekærlige
Sind under Omgangen med Hostrup og Kaalund, om
hvilken sidste N. 1886 udsendte en varmt følt Bog. Han har endvidere
udgivet et Par dramatiske Arbejder, »Selvstyre« (1888) og
»Ellen Vaage« (1896), der med Held opførtes henholdsvis paa
Folketeatret og Dagmarteatret, samt to Bind »Minder og spredte
Træk af mit Liv« (1905—11). Gennem Oprindelse og Uddannelse
er N. udgaaet fra Skolelærerlitteraturen, til hvis bedste Mænd,
Anton Nielsen og C. A. Thyregod, han ogsaa hyppigt vedgaar
Arv og Gæld, men takket være den Fordomsfrihed, hvormed han
har optaget sin Tids Problemer til fri, kunstnerisk Behandling,
overgaar han langt sine Læremestre. — Tit. Professor 1907. —
R. 1894. DM. 1914. — Maleri af Luplau Janssen 1917 (Fr.borg).
Buste af R. Bøgebjerg 1906. Litografi fra Harald Jensen 1894 og
paa Bladet »Danske Digtere og Forfattere«. Træsnit 1877, 1882
og 1902. — Gravmæle tegnet af Viggo Steen Møller 1925. Mindesten
i Øster Stillinge med Portrætmedaillon af S. Lindahl 1930.
Selvbiografi i Minder og spredte Træk af mit Liv, 1905—11. Stig Bredstrup
i Højskolebladet 8. Dec. 1922. Karl Christensen: Zakarias Nielsen, 1915.