Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

v. der Osten, Adolph Siegfried. 487
tidens Beskyldninger mod v. d. O. for at være Intrigant er meget
daarligt afhjemlede, men han kunde i sin Optræden være meget
selvbevidst, og hans Udtalelser kunde være meget skarpe. I hele
hans Embedsførelse, som nu ligger ganske klar, synes der ikke at
være noget, der burde have givet Anledning til nogen Mistillid
fra Bernstorffs Side, og v. d. O. bevarede siden et stærkt Nag til
denne for hans ændrede Holdning over for ham. 1761—63 gjorde
v. d. O. Tjeneste i Polen, men 1763 vendte han tilbage til Rusland,
hvor Katharina II. tilbød ham at gaa i russisk Tjeneste, et Tilbud,
han dog afslog. Hans andet Ophold i Rusland var ikke saa lykkeligt
som det første. Det venskabelige Forhold mellem ham og
Kejserinden kølnedes. Hun havde nu brudt definitivt med Stanislaus
og følte sig trykket ved at have en Mand som v. d. O. i sin
Nærhed, der vidste saa meget om hendes tidligere Forbindelser.
Heller ikke til de Statsmænd, som havde mest Indflydelse paa
Kejserindens Udenrigspolitik, nemlig Russeren Panin og Holsteneren
Saldern, formaaede han at komme i et venskabeligt Forhold.
Det dansk-russiske Forbund af II, Marts 1765, der danner den
politiske Forudsætning for Mageskiftetraktaten af 1767, kom saaledes
i Stand delvis uden v. d. O.s direkte Medarbejde, men dette
kan paa ingen Maade forringe Betydningen af det Arbejde, som
v. d. O. gennem mange Aar havde gjort for at skaffe danske Synspunkter
Indpas i Rusland.
Efteraaret 1765 forlod v. d. O. definitivt Rusland, hædret af
Katharina II. med Alexander-Newsky-Ordenen og af Stanislaus
med den polske Stanislaus-Orden. Hertil føjedes 1768 som en ny
Hædersbevisning den polske Grevetitel. Alligevel følte v. d. O.
sig meget bitter, og han gav Bernstorff Hovedskylden. Det bidrog
ikke til at stemme ham blidere, at han fra St. Petersborg blev
forflyttet til Napoli, hvor der kun var lidt at bestille, og han bevarede
fortsat et stort Nag til Bernstorff.
Da Bernstorff i Sept. 1770 var blevet styrtet, kaldtes v. d. O.
af Struensee, der ønskede at overdrage de vigtige udenrigspolitiske
Sager til en dygtig og erfaren Mand, til Kbh. og udnævntes til
Udenrigsminister. Samtidig udskilte man Tyske Kancellis Sager
fra de udenrigspolitiske Forhold, og lige siden da har de to Embeder
været delt. v. d. O. overtog med stor Glæde sin nye Post, men det
varede ikke længe, før der opstod en ikke ringe Spænding mellem
v. d. O. og Struensee. Denne ønskede ikke en alt for selvstændig
Optræden fra Udenrigsministerens Side, og navnlig tillod han ikke,
at denne fik direkte Referat til Kongen. Alt skulde gaa gennem
Kabinettet, og dette tilsendte derefter Udenrigsministeren de af-