Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

182 Nielsen, Rasmus.
Viden«. Skønt Filosofien »vil være istand til at udvikle og tydeliggjøre
Begrebet af en guddommelig Viden« og altsaa maa have
nogen Indsigt i det religiøses Sfære, betragtes Troens og Erkendelsens
Principper dog som absolut uensartede, og N. mener, at de
i Kraft af deres Uensartethed lader sig forene i samme Bevidsthed.
Ud fra denne Opfattelse søger han at bestemme Forholdet mellem
Videnskab og Religion; men hvad han her har ydet, er præget af
betydelig Uklarhed og Forvirring. Paa den ene Side siges det, at
Religionen har sin egen Erkendelseslære og »sine egne af Videnskaben
uafhængige Forudsætninger«, paa den anden Side, at »det
(er) Videnskabens Ret at revidere disse Forudsætninger, for at
overbevise sig om, at de med deres over-videnskabelige Charakteer
ikke indeholder Noget, der væsentlig strider mod Videns Natur og
uafviselige Conseqvenser«; det er en af Videnskabens Opgaver »at
sikkre sig udelukkende Ret til at revidere Religionslærens objective
Bestanddele«. Ganske vist maa der stilles den Fordring til Videnskaben,
at den indrømmer sin Afmagt over for »det ved Underet
bestemte Gudsforhold, der er Religionens uafviselige Forudsætning«;
men denne Fordring forhindrer ikke, at det maa betragtes som en
Opgave for Videnskaben »at udvikle den religiøse Erkjendelses
Grundtanker saaledes, at de blive almenforstaaelige for Alle«. Kun
maa Ordet Videnskab her tages i en særlig Betydning, da Opgaven
kræver, hvad N. kalder »en omvendt Videnskab«. I denne er det
ved en »antirationel Begrundelse« muligt at »bringe Tanken til i
Viden at see paa Troen og glemme Viden«, »at sætte Troen i Kraft
og bringe Viden til at bøie sig for den«. Denne »sig selv i Troeslære
ophævende Videnskab«, der tilstræber at frigøre Trosbegreberne
for »ethvert Skin af Modsigelse«, tager i N.s »Religionsphilosophie«
Karakter af ren Dogmatik, der ved sine trinitariske
Spekulationer over Logos og Gudmennesket har Retning hen imod
Martensens »Christelige Dogmatik«. »Paradoxet« er forsvundet og
har givet Plads for »Mysteriet«, der i det hele tjener N. som Nødhjælpskategori
i Tankevanskeligheder. Ogsaa i Spørgsmaalet om
Forholdet mellem kristelig Etik og moderne Kultur staar N. Martensen
nær.
N.s Filosofi blev Genstand for kraftige Angreb, der fra kritisk
Side især var rettet mod det upsykologiske i Teorien om Foreningen
af »Troens« og »Videns« absolut uensartede Principper og i den
dermed sammenhængende Opfattelse af Forholdet mellem Videnskab
og Personlighed og ganske særlig mod Tvetydigheden i Udviklingen
af det principielle. I grundtvigske Kredse, hvis kirkelige
Syn han delte, nød han megen Anseelse, der holdt sig længe efter