Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Odinkar. 359
Omraade, og ydermere gjorde han, ligesom den ældre Odinkar,
Missionsrejser til Sverige og Norge. At O. var af Stormandsslægt
og kom til at virke som Biskop i mere end en Menneskealder maa
have været af overordentlig Betydning for den kirkelige Udvikling
i Danmark, men det er en Udvikling og stille Vækst, som Overleveringen
ifølge sin Natur ikke oplyser om. O. blev begravet i
den gamle Trækirke, men da Domkirken rejstes af Sten i det
12. Aarh., overførtes hans Lig til den. I Muren i nordre Tværskib
har man fundet Ben og tre smaa Blyplader, der bærer O.s og to
andre Ribebispers Navne.
Adam Bremensis, gesta Hammaburgensis ecclesiæ pontificum, ed. B. Schmeidler,
1917. Thietmari Merseburgensis episcopi chronicon, ed. R. Holtzmann,
'935> S. 296. Jacob Helms: Ribe Domkirke, 1870, Sp. 50 f.
Oe, se under 0.
Ellen Jørgensen.
Oggi (Occo), Biskop i Slesvig i 12. Aarh.s Midte.
O. hørte hjemme i Slesvig og blev valgt til Biskop ved Frænders
og Bysbørns Indflydelse. Kong Erik (III.) Lam ønskede imidlertid
at besætte Slesvig Bispestol med Herman (s. d.), der havde gjort
sig højligt fortjent ved sine Forhandlinger i Rom, og Herman
modtog Vielse, men maatte vige for den Bevægelse, der rejstes
imod ham. Han nævnes i Ærkebiskop Eskils Brev af 8. Aug. n 39
som Biskop af Slesvig, men to Aar efter er det O., der bærer Titlen,
da han i Bremen bevidner en Donation af Ærkebisp Adalbero
11. Juli 1141. Kongen søgte at holde Herman skadesløs indtil
videre ved Godsoverdragelse, og Biskop O. nævnes som Vidne i
Gavebrevet, men Brevet er uden Dato og vækker Tvivl ved sin
Form. Det er i øvrigt det eneste danske Diplom, hvori O. forekommer.
I Kong Valdemars Brev af 1158, hvorved Grunden
lægges til Vitskøl Kloster, finder vi Esbern som Biskop af Slesvig.
O. har sandsynligvis været borte fra sit Stift i mange Aar, og han
vendte først tilbage, da Esbern var flygtet for Kongens Vrede og
var død i Tyskland, og Slesvig Bispestol stod tom. Det var under
den store Kirkestrid, da Alexander III. og Victor IV. kæmpede
om Herredømmet, og Kong Valdemar gik sammen med Kejseren
i Anerkendelsen af Victor IV., mens Ærkebiskop Eskil urokkelig
hævdede Kirkens Enhed under Alexander III. O. fik Modpavens
Stadfæstelse, som Kongen tog til Følge, hvorpaa Eskil i stor Harme
lyste Band over den skismatiske Bisp. Eskil fik dog næppe fjernet
O. fra Slesvig, ene og magtesløs, som han stod over for Valdemar
og Bisperne, der sluttede sig til Kongens Kirkepolitik; 1161 drog