Bind 2 - Rosekamp

106 Bang, Ole.
1814—25 docerede han Obstetrik, fra 1818 desuden Patologi og
Terapi. 1818 var han blevet Medlem af Sundhedskollegiet, og 1821
blev han ordinær Professor og Medlem af Konsistorium. Ved disse
Stillinger fik han i mere end 50 Aar Lejlighed til at øve den aller
største Indflydelse inden for Sundhedsvæsenet og Universitetet,
især hvad Undervisningen ved dette angik. 1823 foretog han en
større Studierejse til Berlin, Dresden, Wien, Paris og London, hvor
han kom i personlig Berøring med de ledende Personligheder i
denne Gennembrudstid for den kliniske Medicin. I Paris lærte han
af selve Laénnec at foretage Brystundersøgelser med Stetoskopet
og holdt snart efter sin Hjemkomst Foredrag i Medicinsk Selskab
om den epokegørende Opfindelse. Han synes imidlertid ikke selv
at have værdsat den efter Fortjeneste, men at have overladt dens
Indøvelse til Reservelægen S. Trier.
1825 blev B. Overmedicus ved Frederiks Hospital. For retfærdigt
at kunne bedømme hans Virksomhed her maa man have nogen
Forstaaelse af hans Personlighed. Han var et kvikt og hurtigt
Hoved, men manglede den Taalmodighed, som en detailleret Undersøgelse
af Patienterne fordrer. Desuden var den medicinske
Afdeling efterhaanden vokset, og man sagde senere, at hans
Stuegang »foregik i Jernbanefart«. I et Tilbageblik over sin Lægevirksomhed
udtalte han langt senere (Ugeskr. f. Læger, 3. Rk.,
XVII, 1874, S. 212), at da han for 66 Aar siden begyndte sin
praktiske Virksomhed, »optog Undersøgelsen oftest kun faa Minuter;
den gjaldt Udseendet, Pulsen, Tungen og de enkelte Steder,
som muligen trængte til at beføles«. Han var rimeligvis efterhaanden
selv blevet klar over, at han ikke fulgte med Tiden; 1858
omtalte han saaledes »den ny Treenighed«, man var begyndt at
sværge til: »Trompeten, Gryden, Kikkerten« (d. v. s. Stetoskopet,
Laboratoriet og Mikroskopet).
Hans Undervisningsmetode var nu og da Genstand for Kritik.
1841 opgav han sin Overlægestilling og udnævntes — efter Christian
VIII.s Tilskyndelse — til Direktør for Fødselsstiftelsen med
Overakkuchørens Bolig som Embedsbolig, idet den nysudnævnte
Overakkuchør C. E. M. Levy ikke mentes at have tilstrækkelig
praktisk Uddannelse. Han blandede sig ikke i Levys specielle Virksomhed,
men kom alligevel i et noget spændt Forhold til ham og
havde ogsaa andre Fortrædeligheder under de vanskelige Forhold
for Fødselsstiftelsen i de paafølgende Aar, der endte med, at den
helt maatte lukkes i Nov. 1844 paa Grund af Barselfeber. Efter at
han 1841 havde opgivet sin praktiske Hospitalsgerning, virkede han
endnu i 33 Aar som Professor i Medicin, et Forhold, som næppe