Bind 2 - Rosekamp

112 Bang, P. G.
han Overretsassessor, 1830 overordentlig Professor i Romerret ved
Kbh.s Universitet, 1831 ekstraordinær Assessor i Højesteret, 1834
ordentlig Professor og Referendar i Konsistorium samt to Aar efter
Universitetets Kvæstor. 1836—45 var han Medlem af Nationalbankens
Direktion. B. viste i alle sine Stillinger fremragende
Dygtighed og en fænomenal Arbejdsevne; allerede da kunde man
med Rette sige om ham, at han »trak for to overalt, hvor han blev
spændt for«. Med særlig Interesse omfattede han Kvæsturvirksomheden
og vandt her praktisk Indsigt i Godsadministration og
Landboforhold i det hele, de to Omraader, hvor han senere som
Minister fandt sit kæreste Virkefelt.
B., som dengang regnedes til den moderat-liberale Retning,
valgtes ved det første Stændervalg 1834 som Deputeret for Kbh.
ind i Østifternes Stænderforsamling. Med vanlig Arbejdsiver
kastede han sig ind ogsaa i denne Virksomhed og blev Medlem af
de vigtigste Udvalg. Han var en afgjort Ven af Reformer paa forskellige
Omraader og arbejdede bl. a. for udvidet kommunalt
Selvstyre, Offentlighed og Orden i Finansstyrelsen og Foreningen
af Kongerigets Stænderforsamlinger. Derimod kunde han ikke
følge dem, han sædvanlig samarbejdede med paa Reformomraadet,
i deres Krav om en egentlig konstitutionel Forfatning med fuld
besluttende Myndighed og Skattebevillingsret for Folkerepræsentationen.
Derfor viste der sig ved det andet Stændervalg 1841
afgørende Vanskeligheder for hans Genvalg i Kbh., men han valgtes
som Repræsentant for de mindre Landejendomsbesiddere i 17.
Valgdistrikt (Lolland). I Stænderforsamlingens anden Valgperiode
skærpedes Modsætningen yderligere, navnlig efter at B. i et hvast
Stridsskrift (»Om de attraaede Forandringer af den danske Statsforfatning«,
1842), der i øvrigt viste megen kritisk Sans og udstrakt
Kendskab til Europas nyere konstitutionelle Udvikling, præciserede
sit Standpunkt i Konstitutionsspørgsmaalet derhen, at han vel
kunde tænke sig, at Borgernes personlige Rettigheder (herunder
Ytrings- og Religionsfriheden) i et vist begrænset Omfang grundlovsmæssig
sikredes, saaledes at ingen Forandring af den bestaaende
Tilstand kunde finde Sted uden Folkerepræsentationens Samtykke,
men bestemt maatte afvise Kravene om dennes almindelige besluttende
Myndighed og Skattebevillingsret samt om Ministeransvarlighed.
I det nationale Spørgsmaal savnede B. dengang til en vis
Grad Blik for den Fare, der truede sydfra, saaledes at han endog i
Stænderforsamlingen udtalte, at han ikke vilde afvise en Forening
af Hertugdømmernes Stænderforsamlinger. B. havde efterhaanden
fjernet sig saa stærkt fra den liberale Bevægelse, at der intet var til