Bind 2 - Rosekamp

26 Baggesen, Jens.
sin Tilflugt til teologiske Spekulationer. Den positive Tendens er
nu yderligere skærpet. Han grubler over »das Gesetz der Liebe«
som Verdensforklaring; Tyngdeloven f. Eks. er kun en paa det
sanselige Verdensalt overført matematisk Anskuelse af Kærlighedsbudet.
Om Frelserens Skikkelse samler han sine sidste Overvejelser:
uden Jesus er Menneskeheden kun en Drøm, et Intet
(»Religionsphilosophische Aphorismen«, »Letzte Glaubensbekenntnisse«
m. fl.).
6. Marts 1823 forlod han Paris for bestandig. Indtil April 1825
opholdt han sig i Schweiz. Der fandt en Opblomstring Sted i
hans Produktivitet, han forfattede metafysiske Afhandlinger og
udarbejdede Digtet »Adam und Eva«. Det er et af hans lødigste
Værker. Planen gaar tilbage til 1782. Han fabulerer om det første
Menneskepar med Ironi og Medlidenhed; glødende sanselige Skildringer
veksler med Refleksioner i wielandsk Stil og rent burleske
Indfald. Og endnu en Gang former han, rigtignok paa et fremmed
Tungemaal, disse »Vers, som trækkes ud og ind, alt efter Musens
løjerlige Sind«. Han vilde ogsaa gerne have fuldendt »Thora«,
men det var ikke Tid.
B.s sidste Aar var en fortvivlet Kamp mod Sygdomme. Navnlig
martredes han af en Nyrelidelse, og han dreves fra Badested til
Badested (Teplitz, Karlsbad, Marienbad). I Sept. 1826 var han
dødssyg i Dresden. Sønnen August bevægede ham til at lade
sig føre til Danmark, Transporten foregik langsomt i Vogn og
Bærestol, men 28. Sept. maatte Rejsen standses i Hamburg, og
3. Okt. om Morgenen endte han et Liv rigt paa Skuffelse og
Smerte. Liget blev obduceret og derefter ført til Kiel, hvor Sønnerne
August og Karl begravede deres Fader ved Moderens Side.
B.s Forfatterskab er den mest forfinede Blomst paa vort Aandsliv
fra det 18. Aarh. Hans Værker tilhører ikke de store, fast afgrænsede
Genrer; Bøger og Digte voksede naturligt ud af hans
Konversation, om hvis Rigdom og Elegance der gik Ry, og af
hans Dagbøger og Breve, der viser ham som en konfessionel Natur
og en subtil Sjæl. Der var ikke blot Aandrighed i ham, men dyb
Aand og Lidenskab. Gennem Refleksionens Ild naaede han i
Aarenes Løb tilbage til den pietistiske Religiøsitet, han var vokset
op i: han minder i sit narcissiske Gudsforhold om Søren Kierkegaard.
Men paa sin lange Vandring dels gennemgik han, dels
beskuede han Tidsalderens Liv i mangfoldige af dets Stadier.
Hans Livs Legende er paa en Maade Tidens Aandshistorie spejlet
i et fintmærkende og hedt Gemyt. Han vakte Undren, hvor han
kom frem, fængslede og frastødte. Der foreligger vist ikke Vidnes-