Bind 2 - Rosekamp

Beck, Vilhelm. 307
nu levende for ham, og han droges, om end langsomt, hen imod
Kristendommen.
1855 tog B. Embedseksamen og blev kort efter Lærer ved Borgerskolen
i Kalundborg. Her, hvor han kom godt ud af det med
Drengene, svingede han stadig mellem munter Selskabelighed og
aandelig Læsning, særlig af Bibelen »uden Indblanding af Menneskevrøvl«
(o: Fortolkningerne). Da nu paa dette Tidspunkt
Søren Kierkegaard udsendte sine »Øjeblikke«, »formelig slugte« B.
den. De Overvejelser og Anfægtelser, som han derved førtes ind i,
bragte ham dog til Klarhed over, at han ikke kunde tage Kierkegaard
til sin aandelige Vejleder. Han fæstede sig mere og mere
ved Tanken om Kristendom ikke som Spekulation eller Teologi,
men som et nyt Liv ved Helligaandens Virken. Paa eet Punkt
var han dog ved Kierkegaard blevet styrket i sin Opfattelse: hans
Foragt for Præsterne og deres Maade at bestride deres Gerning
paa var øget. Præst vilde han paa ingen Maade være. Dog
prædikede han ret ofte i Faderens Kirke (»lutter Vækkelsesprædikener,
men der blev ingen vakt ved dem«), og da saa hans Fader i
Julen fik et Anfald af Apopleksi, turde B. ikke unddrage sig. Han
blev, man kan vel nok sige. mod sin Villie og under megen Anfægtelse,
Faderens Kapellan (1856—65) i Ørslev og Solbjerg.
Det kendtes nu snart, at der kom aandelig Bevægelse i Sognet,
særlig blandt de unge. Fra andre Sogne strømmede de vakte Lægmandskredse
til B.s Kirke. Ikke mindst fik hans »Bibellæsninger«
stor Betydning. Med en Del unge ligesindede Præstevenner (særlig
Johs. Clausen) holdt han stærkt besøgte Møder, i Kirker, i Skoler
og ude i Skovene (hvad dengang var ukendt). B. betegner senere
sin Forkyndelse i disse Aar som en Lovens og Vækkelsens Prædiken.
Det kunde vel ogsaa tiltrænges. Men i saa Henseende indtræder
der en afgørende Forskel i Sommeren 1859. Vanskeligheder og
Bekymringer af privat Art tyngede B.s Sind, og i denne svære Tid
lærte han, at et Menneske intet formaar af egen Kraft. »Ordet:
Uden mig kan I slet intet gøre! Kun af Naade! Det er Summen
af Kristendommen«. Dette rent evangeliske Gennembrud regner
B. selv for sin »Omvendelse«, og vist er det, at han hermed var
naaet til det Punkt, hvor han fandt aandelig Styrke og Hvile — for
Livet. Og nu staar han som den, der igennem en Række af aandelige
Førelser synes beredt til den Gerning, der laa og ventede paa
ham, og som gav ham en i mange Maader enestaaende Stilling i
Danmarks Kirkehistorie. B. blev, som sagt, Præst saa at sige imod
sin Villie. Han blev tvunget ind i Præstegerningen. Men denne
Tvang maatte nødvendig af ham forstaas som en Guds Førelse.
20*