Bind 2 - Rosekamp

430 Berg, C.
bragte ham i Aarene 1880—83 i Forbindelse med det litterære
Venstre og de det nærstaaende Kredse, særlig i Kbh., et Samarbejde,
der bl. a. gav sig Udslag i, at B. gennemførte E. Brandes'
Valg i Langelandkredsen 1880, og at Hørup og Brandes indtraadte
i »Morgenbladets Ledelse sammen med B. fra Nytaar 1881. B.s
rummelige Frisind gjorde ham det let at arbejde til fælles politiske
Formaals Fremme sammen med Mænd, der i religiøs og anden
Livsopfattelse stod ham fjernt. Over for Angrebene paa Brandes
som Fritænker advarede han skarpt imod »den forargelige Misbrug
af Religionen i den politiske Agitations Tjeneste«, og i Kampen
om Edsaflæggelsen udtalte han, »at Folketinget efter sin Art og
Oprindelse er bekendelsesløst ... at vi er et dansk-hedensk Hus
og ikke andet«.
Efter de to Opløsningsvalg 1881 skærpedes Modsætningen mellem
Regeringen og Venstre, og dettes Grupper nærmede sig paa ny
hinanden og forhandlede gennem Delegerede om alle vigtigere
Spørgsmaal. Fra Efteraaret 1883 kom det til Divergenser, særlig
angaaende »Morgenbladet«s redaktionelle Ledelse, mellem B. og
Hørup-Brandes, og fra Nytaar udtraadte begge de sidstnævnte
af Bladets Ledelse og erstattedes af Bojsen. Naturligvis affødte
dette Bitterhed paa begge Sider, og da B. efter Valget 1884 stillede
Forslag om Gruppernes Forening til eet Parti, modsatte Hørup og
Brandes sig dette og blev staaende i »Folketingets Venstre«, medens
B. med tyve andre udmeldte sig og sammen med den Bojsen'ske
Gruppe og den lille Gruppe af »udtraadte« dannede et nyt Parti:
»det danske Venstre« paa 48 Mand, hvis Formand han blev. —
Paa Rigsdagen øgedes Spændingen mellem Regeringen og Venstre
stadig, og allerede Aug. 1881 efter det andet Opløsningsvalg
proklamerede B. aabent »Visnepolitikken«: »Landet vil kræve af
dette Folketing, at det lader alting visne i Hænderne paa et
Ministerium, der trodser den almindelige Valgret«. Regeringens
Forslag henvistes til »Begravelsesudvalg« eller standsedes ved
»Ørkesløshedsdagsordener«. B. blev under denne Tingenes Udvikling
stedse mere den samlende Førerskikkelse inden for Venstre
paa Rigsdagen og ud over Landet. Bojsen underordnede sig nu
mere og mere hans Førerskab, og den Hørup'ske Gruppe, med
hvilken Forbindelsen efter Skismaet vedligeholdtes gennem Delegerede,
billigede Visnepolitikken og erkendte, at B. maatte være
dens naturlige Bannerfører. For B. selv stod det saaledes, at nu,
da Regeringen søgte at samle sine delvis vaklende Skarer ved at
bringe Befæstningssagen i Forgrunden, var der for Venstre intet
andet at gøre end at skyde alt andet tilbage for det parlamentariske