Bind 2 - Rosekamp

Baggesen, Jens. 25
»Correggio«, »Hugo von Rheinberg«, »Røverborgen« og »Ludlams
Hule«, det lange allegoriske Digt »Pindsvinet«, Digtene »Per Vrøvler«
og »Asenutidens Abrakadabra« samt »Breve til Adam Oehlenschlåger«.
Oehlenschlåger deltog selv kun lidet i Striden, men
desto mere hans Væbnere A. E. Boye, Hauch, Sibbern, P. Hjort
o. fl. Det farligste Indlæg mod B. var uden Tvivl de »Tolv Paragrapher«
af P. Hjort (1816), medens den Episode, som kaldes
Tylvtestriden (1818), fik en mere anekdotisk Karakter. Ved Siden
af denne Polemik gik en Meningsudveksling med Grundtvig, der
imidlertid efterhaanden antog Præget af en Fællesaktion fra de
to religiøst bevægede Digteres Side mod Aandløsheden i Litteraturen.
Det var tragisk, at B.s rige kritiske Begavelse fik en saa
ufrugtbar Anvendelse; han vekslede sin Aands Skatte i ringe Seddelmønt.
Hans Indlæg er vel ofte meget vittige, men ogsaa tit smaalige
og spidsfindige. Saa meget træffende han end stadig siger om
Digterbroderen, saa er det dog næsten kun Dadel, og Mangelen
af positive Synspunkter er følelig. Den ortodokse fransk-klassiske
Smag, han i Reglen dømmer efter, dækkede ogsaa kun daarlig
den Æstetik, hvorefter han skrev sine egne Værker.
I Jan. 1819 udgav B. sin sidste Bog i Fædrelandet, »Rosenblade
med et Par Torne«, hvori han for sit Vedkommende afslutter
Striden. Ganske havde Polemikken dog ikke opslugt ham i alle disse
Aar. Han havde ikke forsømt sine filosofiske Studier og endda
faaet Tid til at sysle med rent poetiske Arbejder, saaledes det
aldrig fuldendte »natlige Kvad om Uskylds Kamp mod det Onde«,
Heksameterdigtet »Thora fra Havsgaard« (begyndt i »Skuddagen«
for 17. April 1814, derefter trykt til og med 8. Sang i »Danfana«
1816—17), hans største Forsøg i den fortællende Genre paa Dansk.
Det er en Blanding af Idyl, Røverhistorie og religiøs Poesi, en
Problemdigtning, som skal vise det Ondes Uudryddelighed af
Jordelivet og henpege paa Religionen som eneste Trøst og Forklaring
over for Tilværelsens Gru. Under Digtets Udarbejdelse
har Rædselen og Pessimismen faaet saadan Magt over Digteren,
at det maaske ikke er at beklage, at han ikke fik det fuldført.
Ogsaa en Række nye Rimbreve og Epistler, Digtene »Balders
Igjenkomst« og den filosofiske Gaade »Det evige Sindbillede« viser
B. paa Højde med sit Talent.
I Sept. 1820 forlod B. med sin Familie Danmark, som han
aldrig mere skulde gense. Der ventede ham onde Aar i Frankrig.
I Dec. 1820 maatte han prøve et Terminsophold i Gældsfængslet
Sainte-Pélagie. I Juni 1822 døde Fanny, i Nov. Sønnen Paul
(det var det tredie Barn, B. mistede). Han tager endnu en Gang