Bind 2 - Rosekamp

Bernstorff, Johan Hartvig Ernst. 535
mod hans Udenrigspolitik indvendes, at den bragte Danmark i
for stor Afhængighed af Rusland. At det 13. Dec. 1769 lykkedes
B. at faa afsluttet en ny, meget vidtgaaende Forbundstraktat med
Rusland, kunde synes at pege i den Retning. Først og fremmest
har B. naturligvis været betragtet som en Hindring for den Kabinetsstyrelse,
der var ved at udvikle sig; hans Fald kom til at betyde
Struensees endelige Overtagelse af Magten. Ud fra Hensynet til
Rusland advarede B. i Juli 1770 forgæves Kongen imod at kalde
Rantzau-Ascheberg (s. d.) til Kbh. Til Gengæld har denne Mand,
der var hans forbitrede personlige Fjende, vistnok deltaget i det
Møde hos Kongen, hvor B.s Afskedigelse nogen Tid efter blev
besluttet. Ved en Skrivelse af 15. Sept. 1770 »fritog« Christian VII.
B. for hans Embeder med Undtagelse af Posten i selve Statsraadet;
da B. straks derpaa bad om sin fulde Afsked, blev den ham uden
Tøven bevilget tillige med en Pension paa 6000 Rdl. Han opholdt
sig derefter dels paa Hustruens Slægtsgods Borstel i Holsten,
dels i Hamburg; herfra fulgte han — som det fremgaar
af hans efterladte Breve — den følgende Tids Begivenheder
i Danmark med deltagende Interesse; sin personlige Trøst har
han søgt i Religionen og i Overbevisningen om vel forrettet Tjeneste
over for sine Konger og deres Lande.
Det Eftermæle, B. skulde faa i dansk Historieskrivning, blev i
det hele meget gunstigt. I Samtiden var han ikke saa populær;
han forbandt med sin utvivlsomme Retsindighed og fremragende
Dygtighed en iøjnefaldende Selvhævdelse, og der var et tydeligt
Skel mellem, den Kreds, han interesserede sig for, og den udenfor
placerede. Naar han vedblev at være en Mand af tysk Sprog
og Kultur (om end naturligvis med Kendskab til Dansk, som han
dog aldrig skriftligt betjente sig af), naar han fremdeles maa siges
at have ydet en kraftig Beskyttelse til tysk Aandsliv i Danmark,
saaledes som det bl. a. repræsenteredes af en Skikkelse som Klopstock,
kan dette naturligvis ikke bedømmes ud fra en senere Tids
nationale Indstilling. Det var ikke nogen national Modsætning,
der skilte B. fra dem, der tog Magten efter ham, men snarere
en social. Stærkere, end det i Virkeligheden stemte med den
danske Enevældes Væsen, holdt B. paa Fødselsadelens Fortrin;
det faldt ham ikke ind at udnævne nogen borgerlig født Mand
til Gesandt, og efter sit Fald beklager han dybt Tilbagegangen i
Adelens Indflydelse. Han skulde ikke opleve at se sit Værk videreført
af Søstersønnen A. P. B., hvis første Gerning blev at fuldbyrde
det gottorpske Mageskifte. Ud fra Datidens Forudsætninger maatte
det ses som en ubetinget Fordel, at det danske Monarki saaledes