Bind 2 - Rosekamp

Biehl, Charlotta Dorothea. 579
er »Den kiærlige Daatter« (1766), som prisbelønnedes af Selskabet
for de skønne Videnskaber, og »Den Ædelmodige« (1767); »Den
alt for lønlige Beiler« (1772) er den af Komedierne, der er mest i
Slægt med Holberg; i Tragedien »Euphemia« (1775) gør nyere
europæiske Strømninger, bl. a. Lessings Indflydelse, sig gældende,
og endelig i Komedien »Den tavse Pige« (1783) mærkes det, at
Forfatterinden er kommet under Paavirkning af spansk Litteratur.
Da den spanske Minister Manuel Delitalå, hvem C. D. B. traf
1775, hørte, at »Don Quixote« ikke var oversat paa Dansk, tilbød
han at lære hende Sproget med dette Arbejde for Øje, og Frugten
heraf blev hendes Cervantes-Oversættelser »Don Quixote« (I—IV,
1776—77) og »Lærerige Fortællinger« (I—II, 1780—81). »Don
Quixote«-Oversættelsen er C. D. B.s litterære Hovedværk. Den
bevidste sproglige Arkaisering ved Optagelse af Holbergske Vendinger
giver Teksten en flatterende Iklædning. Bogen er ikke blot
er monumentalt Prosaværk rent historisk set, men har tillige bevaret
sin Livskraft og Brugbarhed helt op i vore Dage (revideret
Udgave ved F. L. Liebenberg, I—II, 1865—69. Bearbejdet Udgave
ved Tom Smidth, I—II, 1926). Af ringere Betydning er
hendes følgende, originale Prosa-Arbejder »Moralske Fortællinger«
(I—IV, 1781—82), paavirket af Marmontels »Contes moraux«,
og »Brevveksling imellem fortrolige Venner« (I—III, 1783), en
vidtspunden Brevroman, tildels efter Richardsons og Gellerts Mønster.
Af »Moralske Fortællinger« vakte »Den falske Ven« Sensation,
da den indeholdt et nærgaaende Portræt af Teaterchefen H. W.
v. Warnstedt (s. d.), som C. D. B. ansaa for sin Fjende, og det
Bind, hvori denne Fortælling stod, blev revet bort. Ellers havde
hun ikke stort pekuniært Udbytte af sin litterære Virksomhed,
men fik fra 1772 en offentlig Understøttelse paa 200 Rdl.
1771 gjorde C. D. B. et betydningsfuldt Bekendtskab, nemlig
med Johan v. Biilow (s. d.), der dengang endnu kun var ung
Garderløjtnant. Hun kom hurtigt til at nære en ubegrænset, sværmerisk
Hengivenhed for ham, og han gav Stødet til, at hun ogsaa
slog ind paa historisk Forfatterskab, idet han, i rigtig Vurdering
af hendes gode Hukommelse og ypperlige Fremstillingsevne, anmodede
hende om at nedskrive, hvad hun vidste om sin egen og
den nærmest foregaaende Tids Historie. Hun affattede da en
Række livfuldt skrevne og fængslende Breve, ikke bestemt til
Offentliggørelse, men kun for Vennen, og omfattende de danske
Konger fra Frederik IV. til Christian VII. I disse Breve, der
først udgaves 1865 af J. H. Bang (Hist. Tidsskr., 3. Rk., IV),
mærker man ofte den drevne Teaterskribent; de er for en stor Del
37*