Bind 2 - Rosekamp

306 Beck, Vilhelm.
Beck, Johan Vilhelm, 1829—1901, Præst. F. 30. Dec. 1829 i
Ørslev ved Slagelse, d. 30. Sept. 1901 sst., begr. sst. Forældre: Provst
Johan Philip Hunæus B. (1788—1865) og Angelique Sophie Margrethe
Rømer (1800—82). Gift 14. Marts 1860 i Gottorp Slotsk.
med sit Søskendebarn Nina Charlotte Staffeldt, f. 20. Marts 1834
i Drage ved Itzehoe, d. 30. Jan. 1905 i Kbh., D. af Domæneinspektør,
Kammer- og Forstjunker Christian Vilhelm S. (1802
—44) og Charlotte Caroline Marie Rømer (1805—85).
Faderen var en alvorlig, retlinet, velbegavet Mand, saavel i sin
Gerning som i Hjemmet myndig, noget indesluttet. Kirkeligt stod
han J. P. Mynster nær og gik i dennes Spor, »men efterlod intet
Spor for Guds Rige, ingen Omvendelse, intet Liv«. I Hjemmet
mærkedes der intet til Kristendom, for saa vidt som der ikke var
Bøn, Lovsang, Tale om Guds Riges Anliggender. Ja, end ikke at
bede Aftenbøn lærte Børnene. Men de hang med Ærbødighed
og Kærlighed ved Forældrene, ikke mindst ved Moderen. — 1843
—49 gik B. i Slagelse Latinskole, der ikke syntes at have bedret
sig siden Ingemanns Dage. B. havde ingen gode Minder fra den:
»ja hvilken Masse Prygl jeg dog har faaet i denne Skole — de
fleste af Lærerne kendte da heller ikke andet Kristendom
var der naturligvis intet af.« Han længtes efter Hjemmet og var
ofte tynget af Forholdene; saa søgte han ved sit »Friskfyrvæsen« at
ryste Forknytheden af sig. Rektor Elberling kaldte ham »Preusseren«,
som han sagde: »for din Storsnudetheds Skyld«. I øvrigt
synes B. at have været vel lidt af Rektor; med Lærerne laa han
derimod ofte i Strid. 1849 tog han Artium (ved Universitetet).
Naar han valgte Teologien som Studium, var det kun, fordi Faderen
ønskede det, og fordi han ikke havde Lyst til noget andet Fag.
Han siger om sig selv, at han dengang var en »Kristusfornægter
og Spotter«, der tænkte: »Lad gaa, saa faar jeg da at vide, hvad
man grunder det paa, som jeg ikke tror paa«. I øvrigt var han
en livsglad og munter Fyr, interesseret i Teatret, ivrig Danser og
Deltager i alskens Selskabelighed. Ogsaa den nationale Rejsning
i Krigsaarene greb ham stærkt. Under alt dette passede han dog
sit Studium. Martensens Forelæsninger vakte hos ham Interesse
for aandelige Spørgsmaal, og H. N. Clausen virkede tiltrækkende
paa ham ved sin aandelige »Ordenssans« og udviklede hans logiske
Evne, hvorimod hans Dogmatik og Eksegese frastødte ham ved
sin Uafgjorthed. Stærkest synes dog Læsningen af Pauli Breve at
have virket paa ham. Her mødte han en Modsætning mellem
det kristne Liv og Livet i Verden, der viste ham Afstanden mellem
den paulinske og Nutidens Kristendom. Disse Spørgsmaal blev