Bind 2 - Rosekamp

Berg, C. 431
Krav og føre det frem med de skarpeste Kampvaaben, Forfatningen
tillod at anvende. Desuden mente han, at Højre var saa
stærkt svækket ved den liberale Bevægelse i Byerne og paa anden
Maade, at Venstres Sejr ikke kunde være fjern, og han frygtede da,
at de Reformkrav, der nu saa stærkt rettedes mod Regeringen,
skulde svækkes ved en Forhandlingspolitik, der i heldigste Fald
kun kunde bringe Kompromisresultater, som var lidet tilfredsstillende
for Venstre. Efter Venstres store Valgsejr 1884 ansaa B. et
Ministerskifte for saa nærliggende, at han samlede »det danske
Venstre«s Førere til et fortroligt Møde med det Formaal at forberede
Venstres Overtagelse af Regeringen. Ved de store Kampmøder,
Venstre holdt i alle Landsdele, især i Somrene 1882—84, var B.
det selvfølgelige Midtpunkt, og de tusindtallige Forsamlinger hilste
ham med stormende Begejstring som det samlede Venstres Fører.
I disse Aar var det ogsaa, B. med storladen Gæstfrihed gjorde sit
Hjem i Kbh. til Samlingsstedet, ikke blot for Venstres ledende
Mænd i og uden for Rigsdagen, men ogsaa for alle oppositionelle
Afskygninger inden for borgerlige og Universitetskredse. — Visnepolitikken
omfattede i disse Aar ikke Finanslovene, idet B. havde
en vis Sky for at kaste Landet ud i det, han kaldte »det yderste
Mørke«, hvorved han forstod et Regimente med provisoriske
Finanslove. Finanslovkonflikten kom dog i Foraaret 1885 efter
langvarige Forhandlinger, under hvilke B. vel, for ikke at give sig
Blottelser over for den Hørup'ske Gruppe, indtog en ret tilbageholdende
Holdning, men dog under de sidste Stadier underhaanden
søgte at hindre det endelige Brud. Da den provisoriske Finanslov,
som denne Gang indeholdt ogsaa saadanne Bevillinger, som Folketinget
havde modsat sig, var en Kendsgerning, udfoldede B. en
energisk Virksomhed for at organisere Modstanden og støtte den
gennem Indsamling af Pengemidler, hvorimod han tog Afstand
fra de mest yderliggaaende Midler som Skattenægtelse og Dannelse
af »Riffelringe«. Paa en Række store Protestmøder, ved hvilke han,
som i de foregaaende Aar, var den førende, opflammede han
Befolkningens Harme mod det, han betegnede som »et klart og
aabent Grundlovsbrud« og advarede den mod nogen Sinde »at gaa
paa Akkord med Uretten«. Ved Mødet i Holstebro 14. Juni 1885
havde Politimesteren efter ministeriel Instruks taget Plads paa
Talertribunen, men B. nægtede at tale, saa længe Politimesteren
befandt sig der, og forholdt sig passiv, da to af de stedlige Ledere
ved lempelig Magtanvendelse fjernede ham. Dette blev af Anklagemyndigheden
opfattet, som om B. var den egentlige »Anstifter«,
og førte til en Retssag, der endte med Højesterets Dom i Jan. 1886,