Bind 2 - Rosekamp

Bastholm, Christian. 231
sis om Søndagen. Efter sin Hjemkomst blev han 1772 Præst i
Kastellet og hurtigt kendt som den moderne og formfuldendte
Prædikant. Sin Anseelse befæstede han ved den teologiske Doktordisputats
fra 1774 (»De consensu sanæ rationis et sacræ scripturæ«),
et ringe Skolearbejde, der hviler paa det eneste Hovedsynspunkt,
med hvilket baade den filosofisk-teologiske Oplysning og Bastholm
selv med Wolff som Forbillede arbejdede: Aabenbaringens og Fornuftens
Fællesskab. Det Hovedskrift, som stadig vil bevare B.s
Navn, er hans Veltalenhedsbog »Den geistlige Talekonst« (1775),
der er bygget paa Studiet af klassisk og fransk Retorik med dens
Regler for Disposition og Foredrag. Disse Regler overførte B.
paa den kirkelige Forkyndelse. Med sin velskrevne Bog gjorde
han op med gammel gejstlig Slendrian i Form og Manerer. Bogens
Formaal var baade at virke smagsdannende og apologetisk i en
Tidsalder, hvor Skepsis og Tvivl rykkede ind paa Livet af Kirkelæren.
B. vilde omsætte den Aabenbaring, han fandt i Skriften,
i den klarest og smukkest mulige Form, saa at ingen ydre Forsyndelse
mod Sprogets, Veltalenhedens og Velanstændighedens
Love skulde vække Anstød for Forkyndelsen. Denne Haandbog i
gejstlig Retorik er opstaaet jævnsides med og i Forbindelse med den
første metodiske danske Teaterkritik, der i »Dramatisk Journal«
udøvedes af B.s Svoger, Juristen Peder Rosenstand-Goiske. I de
mange Prædikensamlinger, B. efterhaanden udgav, ser vi ham
gennemføre sine Regler; de er præget af Orden, oplyst Klarhed og
apologetisk Overtalelse; de har virket baade ved deres indtrængende
Appel til Følelse, Samvittighed, Intelligens og ved deres
formfuldendte Veltalenhed. B. stod som den »oplyste« og dannede
Kirkeligheds fornemste Repræsentant. 1777 blev han kaldet til
Sognepræst ved St. Olai i Helsingør, men blev allerede 1778 Hofprædikant
og 1783 Konfessionarius. I det guldbergske Tidsrum
(1772—84) var det kirkelige Styre konservativt, og da B. 1780
havde udgivet en Oversættelse af Nye Testamente med Anmærkninger,
hvori han forklarede »Ordet« (Johs. I, 1) som Guds
skabende Kraft, maatte han samme Aar udsende en ændret, konservativ
Fortolkning til Stedet (»Beviis for Christi Guddom«), formodentlig
fremkaldt ved et Pres fra Guldberg. Hvad den historiske
Teologi angaar, er B.s Stade paa dette Tidspunkt klart. Han
tilhører den nye Retning, Neologien, der anerkender den historiske
Kritiks Ret til at bruge sine Metoder over for Skriften, og
som for første Gang paa dette Felt gennemfører rent historiske og
filologiske Principper. Det tidshistoriske, det lokalhistoriske Materiale
er relativt, ikke absolut; Offerinstitutionen og Sakramen-