Bind 2 - Rosekamp

Balle, Nicolai Edinger. 47
som Wolffs System havde etableret, opløstes, og Fornuften blev
nu Kriterium for hvad Aabenbaringen maatte indeholde. De Aar,
i hvilke B. kom til at virke som Biskop, blev de mest kritiske, som
den danske Kirke havde gennemgaaet siden Reformationen. Hvad
han 1778 havde skrevet til Joh. v. Biilow om Forholdene i Tyskland:
»Der er nu ikke en Lære tilbage i vor hellige Tro, som jo anfægtes
af sine egne Bekendere«, fik han Lejlighed til at sande for Danmarks
Vedkommende som et Resultat af den populærfilosofiske Deismes
Agitation. Mange af de yngre blev smittet af en ny Tidsaand; de
ældre savnede baade Mod og Evne til at opponere. Under disse
Forhold rejste han en Kamp for en bibelsk Tro paa Kirkens Grund,
dog saaledes, at Troslæren stadig støttedes af Fornuften. For B.
hørte Kristendom og sund Fornuft sammen; med Fornuftens
Grunde vilde han godtgøre, at den kristelige Religion var sand
guddommelig, og at Bibelen var Guds Ord. Men hans Forhold
var langt fra lette. Ved Universitetet maatte han indstille sine
Forelæsninger paa Grund af Mangel paa Tilslutning; han saa
Størsteparten af den dannede Almenhed staa med Ligegyldighed
eller med ligefrem Spot over for Kirkelæren, og han klagede over
at være uden Støtte fra Statens Styrelse. Efter Guldbergs Fald
havde B. i Schack Rathlou, som 1787 blev Kancelliets Præsident,
haft en varm Støtte, men i Chr. Colbjørnsen, som 1788 blev
Generalprokurør, fik Oplysningens Individualisme en begavet Talsmand.
B. vilde besværge Tidens kritiske Aand paa to Maader, dels
ved at ændre Gudstjenestens Form, dels ved at forbedre Skoleundervisningen.
Paa begge Omraader kom Christian Bastholm ham i
Forkøbet. 1785 udgav denne sit »Forsøg til en forbedret Plan i den
udvortes Gudstieneste«: Gudstjenesten skulde være kort og afvekslende,
det liturgiske Sprog skulde moderniseres, og Mennesker
skulde holdes i Beskæftigelse og Bevægelse. Dette »Forsøg« kaldte
mellem talrige andre ogsaa B. frem til Forsvar for Kirkens Sprog
og Skikke. Paa en Visitatsrejse affattede han i Maj s. A. en Pastoralskrivelse:
»Vei til Hæderlighed for Geistlige«. Uden overhovedet
at nævne Bastholms Navn gennemgik B. det af denne fremsatte
Forslag for derefter blankt at afvise det. B. havde tidligere taget
Ordet for liturgiske Reformer; hans Afvisning af Bastholms Forslag
medførte, at han i vide Kredse betragtedes som reaktionær. Derimod
tog han Ordet for en forbedret Udgave af den brugelige
Katekismus. Allerede 1785 udgav Bastholm sin »Religionsbog for
Ungdommen«. Faa Aar efter udarbejdede de sammen en ny »Lærebog
i den evangelisk-christelige Religion« (1791), som skulde være
indført i Skolerne inden 1794. Bogen afløste Erik Pontoppidans