Bind 2 - Rosekamp

45«
Berggreen, A. P.
han aldrig, en Kendsgerning, der satte Spor i hans Stil; Weyse
gennemsaa dog en Del Værker af ham og opmuntrede ham til
Fortsættelse. Til Ungdomstidens Kompositioner hører (foruden
adskillige Romancer) en Del Værker, der har Tilknytning til den
akademiske Verden, med hvilken B. fastholdt Forbindelsen Livet
igennem. I sin Regenstid virkede han for Korsang blandt Studenterne,
ledede Regensens Sangkor, der hyppigt optraadte ved akademiske
Højtider, og hvis Musik han dirigerede til 1869; af denne
Virksomhed fremspringer Korsatser til Brug herfor (heriblandt
»Kong Christian lægger ned sit Sværd«, senere »Hvad er imod
Studentens Kaar« og »Hel sjælden rørtes Pen og Bog«) og Mandssange
til Studenterforeningens Visebog, samt Kantater: Danske
Studenters Velkomsthilsen (1823), Borchs Kollegiums Indvielse
(1825), Kongens Fødselsfest (1826), der danner Indledningen til
en lang Række af senere Kantater, skrevet i forskellige Anledninger,
Prins Ferdinands og Prinsesse Carolines Formæling (1829),
Frederik VI.s Død (1840), Gutenbergfesten (1840), Christian VIII.s
Død (1848), Oehlenschlågers Død (1850), Frimurerkantater, Universitetshøj
tideligheder. 1843 stiftede han Danmarks første folkelige
Sangforening, Haandværkersangforeningen, der blev Mønstret
for en Mængde senere Sammenslutninger af samme Art;
han ledede dette Kor endnu 1853. Ogsaa Sange for blandet Kor
fængslede B., desuden skrev han nogen Kirkemusik, enkelte Duetter,
en stor Mængde Romancer og Sange til tyske (Goethe og
Uhland) og nordiske Tekster, saaledes bl. a. af Runeberg og
Oehlenschlåger, med hvem B. havde stiftet Bekendtskab 1821.
Fra samme Tid stammer hans Forsøg som dramatisk Komponist
(Oehlenschlåger'ske Tekster): Operaen »Billedet og Busten« (Det
kgl. Teater 1832), samt Scenemusik og Kormusik til »Tordenskjold«
(1832), »Dronning Margrethe« (1833) og »Sokrates« (1835);
Hovedværket blandt disse, »Billedet og Busten«, blev venligt modtaget,
men opnaaede kun fire Opførelser.
Med Aarene havde B. udviklet sig til en fint kultiveret Musiker,
hvis teoretiske og historiske Viden var omfattende og kom ham til
Hjælp bl. a. i den Virksomhed som Kritiker, han udfoldede i
den af ham udgivne »Musikalsk Tidende« (1836) og »Hejmdal«
(1845), der skulde raade Bod »paa den herskende Vilkaarlighed i
Dommene over musikalske Gjenstande«, og i hvilke B. med megen
Grundighed (en Egenskab, der ogsaa udmærker hans forskellige
Udgiverarbejder) og ofte i et skarpt Sprog gør op med det københavnske
Musikliv. I lange Tider var B. en meget kendt Lærer;
betydeligst blandt hans Elever var Heise, der som ung Student