Bind 2 - Rosekamp

v. Beck, Christian Frederik. 289
som Sergent i den danske Gardebataillon i Brabant, men var for
længst naaet op i Officerklassen, da v. B. fødtes, v. B. blev Fændrik
1760, Sekondløjtnant 1761, Premierløjtnant 1767 og 1772 Kaptajn,
endda i Livgarden, hvortil han overflyttedes fra Falsterske Regiment.
Grunden til det usædvanlige Avancement var den, at han
Natten til den 17. Jan. 1772, sikkert tilfældig, var mellem de Officerer,
der blev udset til at medvirke ved Hofrevolutionen, v. B. var
blandt dem, der fik Ordre til at arrestere Dronning Caroline
Mathilde, og ung som han var spillede han sikkert en helt underordnet
Rolle, men Sladderen i Byen fortalte snart om hans uforskammede
Optræden over for Dronningen, som »i Forbitrelse over
hans dumme Grovhed tog ham i Haartotten og ruskede ham«
(Charlotte Biehls Ord). Der er næppe noget sandt i disse Rygter
— intet støtter dem, mindst af alt den rolige Tone og det Præg
af Sanddruhed, der hviler over den fra v. B.s Haand foreliggende
Beretning om Arrestationen, ubetinget det vægtigste og mest nøjagtige
Aktstykke om denne Tildragelse. Men han forstod at udnytte
Situationen, det er sikkert nok. Han lod sig 1777 naturalisere som
dansk Adelsmand paa det Grundlag, at hans Familie »fra Alders
Tid stammede fra gammel bremisk Adel«, hvilket vitterligt var
urigtigt, Faderen bar end ikke det samme Navn, han selv antog.
Og hurtigt steg han til Vejrs paa den militære Rangstige: 1781
blev han Major, 1791 Oberstløjtnant, 1805 Oberst og Chef for
Norske Livregiment. Under Hovedstadens Belejring 1807 kom han
ud for nogle Uheld, der førte til Krigsret og Domfældelse. Englænderne
fik anlagt et Par Batterier uden hans Vidende, en engelsk
Parlamentær narrede ham, og skønt han selv kommanderede det
heldige Udfald fra Gassens Have 31. Aug., var det dog Livjægernes
Anfører F. C. Holstein (s. d.), som tog Æren hjem. Efter
Kapitulationen dømtes v. B. ligesom en Række andre høje Officerer
til Fæstningsarrest, men Straffen blev eftergivet, inden den blev
kundgjort (1809). Faa Dage efter fik han Udnævnelse til Generalmajor
med et aarligt Tillæg til sin Gage, og ved sin Afgang 1810
blev han Generalløjtnant. Maaske fortjente han ikke den Opmærksomhed,
der vistes ham fra højere Sted, men næppe heller den
Dadel, Eftertiden har ladet ham blive til Del for hans Optræden
under Hofrevolutionen 1772. — v. B. er indført som optrædende
Person i Axel Lundegårds dramatiske Digtning »Sturz« (1900), men
Skildringen af ham der er frit opfundet.
Eiler Nystrøm: Chr. Fred. v. Beck og hans Slægt, 1907. Hist. Tidsskr., 3.
Rk., IV, 1865—66, S. 438 ff.; VI, 1867—69, S. 89—99; sml. 7. Rk., II, 1899
-1900, S. 216. Eiler Nystrøm.
Dansk biografisk Leksikon. II. Juni 1933. l 9