Bind 2 - Rosekamp

Bardenfleth, C. E. 143
dydskolen i Kbh. og tog 1827 juridisk Embedseksamen. Ogsaa i
Skoleaarene og de første Ungdomsaar bestod der et fortroligt Venskab
mellem Prinsen og B., som gav denne Lejlighed til at paaskønne
Vennens elskværdige Egenskaber, men dog ogsaa tidligt gav ham
et nøje Indblik i hans mindre heldige Karakterejendommeligheder.
Da Brylluppet med Prinsesse Vilhelmine havde fundet Sted 1828,
blev B. ansat som Kavaler ved det unge Hof. Forholdene her blev
ham dog snart lidet tiltalende, og da hans fra Ungdommen af
skrøbelige Helbred gjorde det vanskeligt for ham at deltage i
Prinsens hyppige Jagtture og andre Udflugter, søgte han bort til
en roligere og mere selvstændig Virksomhed, der ogsaa kunde
muliggøre det for ham at gifte sig. 1832 fik han da Embedet som
Byfoged i Frederikssund og Herredsfoged over Horns Herred og
forblev her, til han 1837 konstitueredes som Stiftamtmand paa
Island, hvilken Stilling han beklædte til 1840, da Christian VIII.
rettede en indstændig Opfordring til ham om at overtage Posten
som Hofchef hos Kronprinsen, som nu stod foran sit andet Ægteskab.
B. mente, trods svære Betænkeligheder, ikke at kunne sidde
denne Opfordring overhørig og tiltraadte sin nye Stilling i Foraaret
1841. Han ønskede imidlertid, bl. a. af Helbredshensyn, snarest
mulig at komme bort fra den og blev 1843 Stiftamtmand over Fyn,
hvor han med to Afbrydelser i Sommeren 1845 °S I ^475 da han
fungerede som kgl. Kommissarius ved det nyoprettede Altings to
første Samlinger, forblev til 1848. I alle sine Embedsstillinger viste
B. sig som en dygtig og i sin Gerning stærkt interesseret Embedsmand.
Ogsaa som Stiftamtmand bevarede B. en nær Forbindelse med
Kronprinsen, som var blevet udnævnt til Guvernør over Fyn. Han
nærede stærk Sympati for den unge Kronprinsesse og gjorde hvad
han formaaede for at hindre Ægteskabets Sammenbrud og bryde
den Indflydelse, som Louise Rasmussen øvede over Prinsen, men
begge Dele forgæves. Trods de dybtgaaende Karakterforskelligheder
mellem den nøgterne og i alle Livsforhold korrekte B. og
den ekscentriske Kronprins viste den gensidige Hengivenhedsfølelse
sig dog stærk nok til endnu at kunne holde, og der er ingen
Tvivl om, at B. i disse Aar paa mange Omraader har øvet en
gavnlig Indflydelse paa Prinsen. — Fra Politik havde B. som korrekt
Embedsmand af den gamle Skole altid holdt sig fjern, og hans
personlige Sympatier gik afgjort i Retning af at beholde den
kongelige Enevælde saa længe som muligt. Naar han dog i Foraaret
1847 bevægede Kronprinsen til at indgive et Memorandum
til Kongen, der tilraadede ikke blot kraftigere at imødegaa de