Bind 2 - Rosekamp

Bernstorff, Andreas Peter. 517
rigere Forstaaelse af Mennesker og Overbærenhed med deres Svagheder.
Trods mange og haarde Sygdomsanfald bevarede han ikke
blot en forbavsende Arbejdsevne, men tillige en urokkelig Ro og
Sindsligevægt. Baade i Palæet i Kbh. og om Sommeren paa
Bernstorff førte han en Stormands kostbare Liv — i Slutningen
af 8o'erne var over 50 Personer knyttet til hans Hus — optraadte
altid med den fornemme Ministers formelle Værdighed, men undgik
saa vidt muligt at spilde Tiden med ørkesløs Selskabelighed.
Hans Samliv med Familien var præget af større Varme og Fortrolighed,
end det var almindeligt i Datiden. Han var altid dybt
religiøs og havde f. Eks. vanskeligt ved at forsone sig med
Zoégas Overgang til Katolicismen, var kun i ringe Grad paavirket
af Rationalismen, men til Gengæld paa sine ældre Dage bjergtagen
af Tidens Mysticisme, delte sin Kreds' Begejstring for Lavater og
deltog i Carl af Hessens Aandemanerier. 14. Nov. 1788 blev han
valgt til Præsident for Videnskabernes Selskab, holdt ved sin Indtræden
en Tale, hvori han »i meget naadige Udtryk« »bevidnede
samtlige Medlemmer sit Venskab og sin Høiagtelse«, overværede
ogsaa deres Møder, men fik ingen større Betydning for Selskabet.
Han læste meget, men havde — som det var en nødvendig Følge
af hans Forudsætninger — ingen Forbindelse med det nationale
Aandsliv. Han beherskede det danske Sprog, men benyttede det
aldrig i sine skriftlige Arbejder. Samtiden og Eftertiden har ikke
uden Grund haft svært ved at forsone sig med hans Tyskhed og
kan heller ikke frikende ham for en overdreven Følelse for Adelskabets
Betydning. Først i det sidste Afsnit af sit Liv forstod han,
at »Aarhundredets Aand« gik imod den strenge Standsadskillelse,
og drog ogsaa Konsekvenser deraf, men frigjorde sig dog aldrig
helt for Overbevisningen om Adelens Fortrinsret til de højeste
Statsembeder og de største Udmærkelser. Trods ubestridelig Iver
for at fremdrage dygtige Embedsmænd kan han ikke frikendes for
jævnlig uden tilstrækkelig saglig Motivering at have faaet Slægtninge
og Kredsens Klienter anbragt i gode Stillinger.
Ogsaa i Aarene efter 1784 er det i første Række Ledelsen af
Statens Udenrigspolitik, som bliver bestemmende for Vurderingen
af B.s Indsats. Paa dette Omraade traf han alle Afgørelser. Baade
Kronprinsen og hans Kolleger i Statsraadet bøjede sig villigt for
hans Opfattelse og rettede sig efter hans Anvisninger. I Hovedsagen
fulgte han samme Linier som i Aarene inden 1780. Hans
Sikkerhed var alene blevet større, hans Virtuositet, mangfoldigere.
Forholdet til Sverige voldte store Vanskeligheder. Gustaf 111, s
Angreb paa Rusland 1788 stillede det dansk-russiske Forbund paa