Bind 2 - Rosekamp

424
Berg, C.
den privilegerede Valgrets Ting ikke vilde nøjes med at øve en
modererende Indflydelse, men »tage Tøjlen i sin Haand«, vilde
han være med at »rejse Frihedens Fane« med Landstingets Omdannelse
som Maal.
Sikkert stod B.s Ønske om at se Forfatningskampen endt i Forbindelse
med den næsten lidenskabelige Længsel, hvormed han
imødesaa den Tid, hvor han kunde komme i Gang med det egentlige
Lovgivningsarbejde. Det var ham bevidst, hvor store naturlige
Forudsætninger herfor han besad, og han stræbte med utrættelig Flid
at forøge dem ved Gennemgranskning af »Rigsdagstidende«, Betænkninger,
Lovsamlinger o. s. v., saaledes at han kunde være nøje inde
baade i den bestaaende Lovgivnings Enkeltheder og i det Arbejde,
der hidtil havde været gjort for at reformere den. Den unge Lærers
vedholdende Flid var ved at blive et Ordsprog i Rigsdagskredse,
og til sidst maatte Formanden af Hensyn til Budene bede ham ikke
fortsætte sine Granskninger til ud over Kl. 11 Aften. — Under
Ministeriet Frijs sluttede han sig til »det nationale Venstre«, der
foruden ham talte bl. a. Høgsbro, Balth. Christensen og Termansen
som Medlemmer, men stod i ret godt Samarbejde med den af
J. A. Hansen ledede »bondevenlige« Venstregruppe, hvorimod han
ikke kunde forlige sig med den af G. Winther ledede Gruppe,
hvis afvisende Holdning over for Forsvaret og Skandinavismen frastødte
ham. Fra 1866 var han Medlem af Finansudvalget, hvor
han snart opnaaede stor Indflydelse. For Gennemførelsen af
Hærloven af 1867 gjorde B. i nøje Samvirken med Krigsminister
Raasløff et betydeligt Arbejde, under hvilket han særlig lagde
Vægt paa Stillingsvæsenets Afskaffelse og paa, navnlig gennem en
Ændring af Befalingsmandsuddannelsen, at nærme Hæren og
Folket til hinanden. Ogsaa i Behandlingen af Landkommunalloven
og Love vedrørende Kirke- og Skoleforhold samt af de store
Samfærdselslove tog han virksom Del. Han arbejdede sig i denne
Periode op til at blive et af Venstres ledende Medlemmer.
Saa kom Ministeriet Frijs' Afgang 1870 og Dannelsen af Ministeriet
Holstein. Ministeriets »parlamentariske Afgang« havde vakt
Forventninger om, at der ogsaa vilde blive taget parlamentariske
Hensyn ved Sammensætningen af den nye Regering, men i Stedet
var det udelukkende de to Grupper, der tilsammen beherskede
Landstinget, Godsejerne og de Nationalliberale, som blev repræsenterede.
Dette kaldte det parlamentariske Krav frem hos Folketingets
Venstre og førte til en Sammenslutning af de tre Grupper
til et »forenet Venstre«, der talte op mod Halvdelen af Folketingets
Medlemmer, og Udstedelsen af et fælles Manifest, i hvilket Kravet