Bind 2 - Rosekamp

Bang, Herman. Sg
Højtidelighed, der ikke havde Plads hverken for Smil eller Kritik.
Den Opgave, som B. i disse to sidste Romaner havde stillet sig, var
imidlertid ovenud vanskelig. Han vilde her for første Gang skrive
om den kønslige Abnormitet, der har haft den alvorligste Indflydelse
paa hans Liv. Men B. kunde ikke beskrive sin Homoseksualitet
direkte. Tiden var dengang ikke moden endnu til en saglig og
ligefrem Behandling af Problemet, Homoseksualiteten blev i hele
B.s Samtid i Almindelighed betragtet, ikke blot i Danmark, men i
Flertallet af Europas Lande, langt mere som en Last end som en
Sygdom, og tilmed en Last, der indgød de normale Afsky, og som
i bedste Fald forekom dem ynkelig eller latterlig. B. har lidt under
denne Følelse af at tilhøre en Pariakaste, af altid at maatte skjule
det, som dog havde den mest gennemgribende Betydning for ham
selv. Da han saa endelig i sin modne Alder, paa Grænsen af Alderdommen
(thi B. ældedes tidligt), besluttede sig til at behandle dette,
han aldrig før havde dristet sig til at antyde, da var han nødsaget
til at forklæde Tingene saa godt, at kun de indviede blev i Stand
til at skimte de virkelige Forhold bag Omskrivningerne eller
Symbolikken. Dette er rimeligvis Grunden til, at disse to Bøger
virker baade saa tvungne og saa tomme. Mange højtideligt mente
Udbrud lyder som Fraser, fordringsfulde Attituder erstatter den
naturlige Gestus, hvorpaa hans andre Arbejder er saa rige. Den
Tvang, han i Fremstillingen var underlagt, har snøret ham saa
haardt, at dette Emne, der for ham selv rummede den bitreste
Virkelighed, er kommet til at virke oppustet og teatralsk.
Paa de unge i 8o'erne, ja helt op i 90'erne, virkede B.s Stil særegent
fascinerende. Som han havde endnu aldrig nogen dansk Forfatter
skrevet. Det var især Syntaksen, der virkede saa overraskende og
inciterende. B. elskede Inversioner og Indskud. Han havde tilegnet
sig denne Forkærlighed gennem Studiet af den franske Litteratur,
men det var ikke den klassiske franske Prosa, han havde dyrket,
men derimod den dengang mest moderne, især Brødrene Goncourts.
Han fik ved Sætningernes Leddelinger enkelte Ord til at
træde særligt kraftigt eller blussende frem, han forstod at tale mere
til Nerverne end til Intellektet. Igennem Indflydelse fra fransk
Prosa frigjorde han sig hurtigt for den Paavirkning fra J. P. Jacobsen,
som endnu i 90'erne var meget almindelig blandt de unge.
Det var endog, som om han bevidst arbejdede paa tværs af den
Jacobsen'ske langt udspundne, syngende Rytme, der først og fremmest
lagde Vægt paa en almen Sætningsharmoni; B.s Stil blev
ganske anderledes paagaaende, overrumplende og nervepirrende.
Alligevel søgte B. ogsaa, paa sin Vis, det musikalske, og rundt om