Bind 2 - Rosekamp

Bang, P. G. 115
lovsforslag, men om han end havde affundet sig med den almindelige
Valgret til Folketinget, arbejdede han des stærkere paa at
faa Landstingets Sammensætning ændret derhen, at Tingets Medlemmer
valgtes af Kommunalraadene, som jo dengang sammensattes
ved ret indskrænket Valgret, og forsvarede paa Regeringens
Vegne dette over for Rigsforsamlingen. Forslaget kunde dog
ikke trænge igennem, og sluttelig satte ogsaa B. sit Navn under
Junigrundloven. Hans Hovedvirksomhed som Indenrigsminister
laa dog paa Landboreformernes Omraade. I hans anden Stænder-
Valgperiode havde hans lollandske Bondevælgere protesteret mod
det forholdsvis konservative Standpunkt, han i Stænderne havde
indtaget over for Landboreformerne, men nu var han under de
ændrede Forhold kommet til at se paa den besiddende Bondestand
som det sikreste Grundlag for en rolig Udvikling i Landet og satte
al sin Kraft ind paa at tilfredsstille denne Stand og fremme dens
økonomiske Udvikling ved en Række indgribende Reformlove, der
skulde ophæve de tyngende Uligheder, som endnu bestod mellem
Bondejorden og den privilegerede Godsbesiddelse, og ved en
Tvangsafløsning af Fæsteforholdet fremme Selvejendom. Han
havde i Febr. 1849 nedsat den store Landbokommission, for hvilken
han forelagde en Række af ham selv udarbejdede Forslag, af hvilke
de vigtigste angik Udjævning af Forskellen mellem privilegeret og
uprivilegeret Hartkorn med Hensyn til offentlige Arbejder og
Beskatning, Afløsning af Gaardmands- og Husmandshoveriet og
af Jagtretten samt en Tvangsafløsning af Fæsteforholdet paa de
private Godser. De første Forslag blev til Lov, rigtignok først efter
at B. havde forladt Indenrigsministeriet, men det sidste voldte
alvorlige Vanskeligheder. B. var med Styrke gaaet ind for Princippet
om Bondestandens Medejendomsret til Fæstejorden og det
dermed følgende, at ved Tvangsafløsningen skulde Jorden kun
betales med en Pris, der laa under, hvad den var værd i Handel
og Vandel. For disse Principper var der vel nu og i de følgende
Aar Flertal paa Rigsdagene, idet ikke blot Bondevennerne, men
ogsaa en Del af Centrum sluttede sig til dem, men ingen Regering
dristede sig til at tage fat paa Gennemførelsen, dels paa Grund af
indre Uenighed om Principperne, dels fordi Sagen havde faaet en
storpolitisk Betydning, idet Østmagterne, der med saa megen Mistænksomhed
betragtede Danmarks formentlig alt for radikale Udvikling
under Junigrundloven, særlig havde Opmærksomheden henvendt
paa dette Forslag, der betragtedes som en Fornægtelse af
Ejendomsretten. B. saa, at han ikke vilde kunne faa sine Kolleger
til at følge sig i denne Sag, og dette var stærkt medbestemmende
8*