Bind 2 - Rosekamp

226 v. Bassewitz, Henning Friedrich.
i Stockholm den umyndige Hertug Karl Frederik for sig, men da
han i Stralsund søgte Audiens hos Karl XII., blev han afvist og
maatte indtil Kongens Død leve som Privatmand paa sine Godser
i Mecklenburg. Gortz' Fald gav atter B. hans Chance. Han ilede
i Febr. 1719 til Stockholm, blev gottorpsk Gehejmeraad, efter
Holstens Tilbagegivelse 1721 Præsident i Gehejmeraadet og var i
den følgende halve Snes Aar, støttet til en udstrakt Anbringelse
af sine Slægtninge i de vigtigste Embeder, den ledende Mand i
gottorpsk Politik. Han udfoldede i denne Tid et omfattende, ofte
fantastisk diplomatisk Intrigespil for at genvinde det 1720 Danmark
tilfaldne gottorpske Slesvig og for at skaffe Hertugen Tronfølgen
i Sverige, først efter dennes Morbroder Karl XII., derpaa, da det
var slaaet fejl, efter Ulrika Eleonora og Frederik af Hessen. Det
lykkedes ham at virkeliggøre den allerede 1713 af Fyrst Mensjikov
fremsatte Plan om et Ægteskab mellem Hertugen og Peter den
Stores ældste Datter Anna (1. Juni 1725 n. St., i hvilken Anledning
B. fik Andreasordenen), og det gottorpske Spørgsmaal kom navnlig
under Katharina I. (1725—27), ved hvis Tronbestigelse B. efter
sit eget Sigende skal have ydet vigtig Hjælp, til at spille en betydelig
Rolle i russisk Udenrigspolitik. Bl. a. paa Grund af Modstanden
fra England og »den hannoveranske Alliance« viste det sig dog
umuligt at gennemføre B.s Planer over for Danmark, og i Sverige
maatte Hertugen trods Organisationen af et en Tid lang indflydelsesrigt
holstensk Parti nøjes med at faa en Aarspension og
Titelen »kgl. Højhed«. Katharinas Død tvang Hertugen og B. til
at forlægge Residensen fra St. Petersborg, hvor de havde haft
Tilhold siden 1721, til det beskedne Hof i Kiel, hvor B., der 9.
Juni 1726 var blevet udnævnt til tysk Rigsgreve af den med Rusland
forbundne Kejser, endnu et Par Aar holdt sig ved Magten, indtil
hans mislykkede Deltagelse i Kongressen i Soissons, Tsardatterens
Død (1728), Hofintriger og svensk Indflydelse 1730 medførte hans
Fald. Resten af sine Leveaar tilbragte han i Mecklenburg som
Godsejer og som Klosterforstander i Dobbertin.
B.s historiske Hovedindsats er at have bragt den dynastiske Forbindelse
mellem Husene Romanov og Gottorp i Stand. Naar hans
Politik i øvrigt led Skibbrud, laa Aarsagen især i de ugunstige
Tidsforhold og Gottorps minimale Magtmidler, men ogsaa hans
personlige Fejl, Nydelsessyge, Upaalidelighed og Projektmageri,
spillede deres Rolle. Karl XII. karakteriserede ham som »ein
leichtfertiger Vogel«, den engelske Minister Townshend som en
»Strange odd turned genius of a man«, og Kardinal Fleury kaldte
ham »Nordens Ripperda«. — En Del af B.s Papirer i det gottorpske