Bind 2 - Rosekamp

50 Balle, Nicolai Edinger.
»Religionens Ven, Statens Ven«. I det nye Aarhundrede ændredes
Helhedsbilledet af de aandelige Forhold ganske. Den populærfilosofiske
Deisme tabte sin Slagkraft, Begejstringen for den franske
Revolution holdt sig ikke, da man saa, hvad den kostede af Blod,
og med Romantikken brød nye Idealer frem. Af Vigtighed var
den nye Presselov af 27. Sept. 1799; den forbød Spot over for Troen,
Kirken og Præsterne. Kants Filosofi skabte et Tidehverv, fordi den
umuliggjorde den gamle Eudaimonisme, gav nye Principper for
Moralen og gjorde denne til et Grundlag for Religionen og dennes
praktiske Postulater. Kants Filosofi blev Udgangspunkt baade for
en ny Rationalisme, hvad H. G. Clausen er et Eksempel paa, men
ogsaa for en ny Supranaturalisme, der i Tilknytning til »Das Ding
an sich« byggede paa »det egentlige«, der laa hinsides vor af
Fænomenverdenen begrænsede Erkendelse. Disse Forskydninger
gav Mulighed for en bibelsk-konfessionel Kristendom, der fik
Styrke fra Udlandets Vækkelsesbevægelser i Aarhundredets Begyndelse,
og B. anerkendte ogsaa Kirkens bedre Livsvilkaar efter 1800,
selv om han ikke forstod Kants Filosofi og med den ham egne
Tørhed ængstedes for Romantikken (jfr. hans advarende Vurdering
af Oehlenschlågers Digt om Jesu gentagne Liv i de skiftende Aarstider).
Men med Folkets Skæbne følte han sig eet. 1801 beklagede
han, at han ikke var kommet til at bære den blaa Kjortel i Stedet
for den sorte, og 1807 opmuntrede han uforfærdet Soldaterne paa
Volden under Bombardementet. Hans senere Aar var trange.
Ganske vist blev han 7. Marts 1800 Konfessionarius efter Bastholm,
og paa mange Maader blev der vist ham Paaskønnelse.
Men hans Tungsind brød stærkere frem, huslige og økonomiske
Sorger tærede paa ham, og 1808 tog han sin Afsked som Biskop,
men vedblev at være Konfessionarius. De sidste Leveaar tilbragte
han i Svigersønnens, Etatsraad H. G. Olsens selskabelige Hjem.
— Som Teolog har B. ikke ydet noget originalt. Størstedelen af
hans omfangsrige Produktion var død, inden han selv var borte.
Naar hans Minde vil leve i den danske Kirke, skyldes det hans
uselviske Hengivelse i sin Tjeneste i en Tid, da de Værdier, han
repræsenterede, blev saa anfægtede, at det kunde synes tvivlsomt,
om de var til at bevare. Han var en nidkær Visitator; i Løbet af
25 Aar var han omtrent fem Gange Stiftet rundt. Ved Katekisationerne
gjorde han sig megen Umage for at faa Samtalen
i Gang med Børnene, og i sin Fremtræden virkede han som en
folkelig Patriark. Mod Præsterne var han venlig, og han indskærpede
dem Forpligtelsen over for Symbolerne, god Orden og uskadt
Samvittighed, men til Kancelliet skrev han, at han ikke kunde tage