Bind 2 - Rosekamp

460 Berggreen, A. P.
gaaende kompositoriske Udvikling tages i Betragtning, fordi den
spiller med ind i Salmekomposition og Harmonisering af Kirkeog
Folkemelodier. B.s kunstneriske Udgangspunkt er Mozart,
Reichardt og Schulz (de Komponister, han udgav i »Ældre Sangmusik«
ved sit Livs Afslutning); forbilledlig har ogsaa paa en vis
Maade den Zinck'ske Koralstil været. I »Billedet og Busten« er
saaledes Eftervirkninger af Weyses Syngespiltone umiskendelig,
noget oprindeligt Talent røber det ikke; hvor originale Vendinger
har Overherredømmet, skæmmes disse ofte af en vis kunstnerisk
Ubehjælpsomhed. Ved B.s Interesse for Folketonen har denne
dertil tidligt vundet Indflydelse paa hans Stil, der røber Paavirkninger
fra Almuevise, (misforstaaet) Folkevise og Selskabssang,
isprængt Reminiscenser fra den unge Romantiks svulstig folkelige
Mandskorsats. B. har til Tider anslaaet en friskfyragtig, djærv
Tone, der dukker op igennem hele hans Produktionstid, klæder
hans Stil godt og i Virkehgheden præger nogle af hans bedste
Kompositioner: foruden de ovennævnte akademiske Sange for
Mandskor desuden Middelboes Vise af »Billedet og Busten«, alle
fra hans tidligere Aar, samt »Høsten« fra 1844 og »Carl den Femtonde«,
1863. Langt det meste af hans Musik udviser imidlertid
en følsom, til Tider sentimental Tone, der kom ind i hans Musik
omkring 1834 (Melodierne til Goethes Digte), og som gentagne
Gange gør sig stærkt gældende (Runeberg-Digtene); dette Indslag
af Overfølsomhed i en Mængde af hans Romancer gemmer f. Eks.
Nøglen til Forstaaelsen af den sentimentale Tone (der er fælles
for en Række samtidige Musikere) i mange af hans Salmemelodier
(»Lyksalig, lyksalig«, »Tænk, naar engang den Taage er
forsvunden«, »Jeg lever — og véd, hvorlænge fuldtrøst« o. m. a.).
Stilistisk set stod B. — selv musikalsk usikker — midt i en meget
vanskelig Periode, hvor mange forskellige Strømninger brødes;
hertil kommer, at det 19. Aarhundredes Midte endnu kun var
daarligt oplyst og lidet videnskabeligt skolet paa det musikhistoriske
Omraade; Tiden kunde ikke være uheldigere for Udgivelse
af Kirke- og Folkesang. Alligevel fik B.s Udgiverarbejde Betydning.
Paa Kirkesangens Omraade havde Samtiden Fornemmelsen
af, at B. modigt brød baade med Zincks rationalistiske Stivhed
og Weyses romantiske Uro ved at omredigere en Række af Salmemelodierne
fra disse to Mestres Koralbøger. Det mentes i øvrigt,
at B. ved denne Nyredaktion af de gamle Melodier var kommet
den endnu ældre Koralstil nærmere (hvilket i og for sig var en
Fejltagelse). Til de mange nye Salmetekster skaffede B. desuden
nye Melodier (hvorved hver Tekst fik sin selvstændige Melodi —