Bind 2 - Rosekamp

Berg, C. 423
egentlig Navigationsskole og siden efterfulgtes af den store Realskole.
1868 blev B. Formand for Øens Sogneraad, og i det hele
naaede han efterhaanden en saa afgørende Indflydelse paa alle
Øens Forhold, at hans Modstanderes Øgenavn, »Kongen paa
Bogø«, ikke helt savnede Berettigelse.
B. saa ofte tilbage paa sine første Bogø-Aar som den fredeligste
Idyl i sit Liv, men det varede dog ikke længe, inden stærke indre
Tilskyndelser kaldte ham bort derfra. Allerede 1853 skrev han til
en Ven: »Politik er mit Hovedstudium«, og siden var Interessen
stadig vokset. Med sine politiske Venner i Koldingkredsen havde
han fra Bogø stedse vedligeholdt Forbindelsen, og der havde et
Par Gange været Tale om hans Kandidatur, men først i Slutningen
af 1864 var Spørgsmaalet for Alvor blevet brændende. Der var
til 30. Jan. 1865 udskrevet Valg i Koldingkredsen til Rigsraadets
Folketing. Vennerne kaldte indtrængende, og selv skriver han: »Det
suser og bruser i mig Jeg har en Del Tillid til mig selv og
den gode Sag, jeg vil kæmpe for; og efter Kamp længes jeg«. Det
var Kampen om Forfatningssagen, som afgørende kaldte paa B.,
og om den drejede Valget sig. B. optraadte imod Ministeriets
Grundlovsforslag og erklærede Junigrundlovens Opretholdelse
for sit principale Standpunkt, men samtidig nægtede han
ikke, at Modstanden kunde blive saa skarp, at man maatte nøjes
med mindre. Han valgtes med stort Flertal, og hans Holdning
under Forfatningskampen var helt igennem overensstemmende med
hans Udtalelser paa Valgdagen. Som Regel stemte han med
Venstre, i hvis Partimøder han ogsaa stadig deltog, men var der
Fare for, at Forhandlingens Traad skulde briste, veg han ikke
tilbage for at gaa imod en Flertalsbeslutning af Partiet. Han talte
ikke ofte, men altid roligt og velovervejet og saaledes, at der blev
lagt Mærke til hans Ord. Efter Opløsningsvalget Maj 1865, ved
hvilket han genvalgtes, stod det ham klart, at den uforandrede
Junigrundlov ikke lod sig opretholde, og han gav nu sin Stemme
til det Fællesudvalgskompromis, som siden blev Lov, og som for
ham, hvor meget han end misbilligede den foreslaaede Sammensætning
af Landstinget og navnlig Kongevalgene, stod som det
mindste Onde. Ved Opløsningsvalget til Rigsdagens Folketing
Juni 1866 valgtes B. i Koldingkredsen, som han enten med stort
Flertal eller oftest ubestridt bevarede til sin Død. I den Tale,
hvor han ved Grundlovforslagets sidste Behandling i Folketinget
sammenfattede sine Grunde til at stemme for Forslaget, advarede
han mod en alt for pessimistisk Bedømmelse af de Virkninger, det
i Fremtiden vilde faa, men, tilføjede han, skulde det vise sig, at