Bind 2 - Rosekamp

Bernstorff, Christian Gunther. 521
derefter 9. Dec. Gesandt. 29. Aug. 1794 blev han udnævnt til
Gesandt i Stockholm og varetog denne Post fra Maj 1795 — med
en Afbrydelse i Sommeren 1796 —, indtil han 28. Maj 1797 blev
kaldt tilbage for under Faderens Sygdom at deltage i Ledelsen
af Udenrigsdepartementet. Da A. P. B. var gaaet bort, blev han
5. Juli 1797 med Titel af Statssekretær udnævnt til Udenrigsminister,
refererede ogsaa Departementets Anliggender i Gehejmestatsraadet,
men blev først 21. Maj 1803 optaget i denne Forsamling.
Fra 30. Maj 1800 var han tillige Medlem af den afrikanske
Konsulatsdirektion.
Om B.s Karakter lyder mange Lovord. Fra alle Sider, fra
Medlemmer af Slægt- og Vennekredsen saavel som fra fremmede
Gesandter, foreligger Udtalelser, som fremhæver hans elskværdige
og fine Omgangsform, hans Loyalitet, Retsindighed og ubestridelige
Dygtighed. Som Personlighed svarede han dog ikke til
Faderens Maal. Han var velbegavet, skrev gode Betænkninger
og fældede træffende Domme. Gennemgaar man i Sammenhæng
hans udenrigspolitiske Virksomhed, giver den Indtrykket af, at
han jævnlig har haft dybere Forstaaelse af den politiske Situation,
end han havde Kraft til at give virksomt Udtryk. Delvis havde
det maaske sin Forklaring i svigtende Helbred, delvis skyldtes det
hans Passivitet. For hans Indflydelse paa Sagernes Gang blev det i
flere Henseender skæbnesvangert, at han allerede fra 1800, da Broderen
J.F.B. (s. d.) blev udnævnt til Direktør i Udenrigsdepartementet,
overlod ham Behandlingen af alle Anliggender, som ikke havde
principiel Betydning. Da han fra Sommeren 1805 sammen med
Kronprinsen tog Ophold ved Rigets Sydgrænse, gled Forhandlingerne
med de fremmede Gesandter ligeledes over til J. F. B.
Af Samtiden berettes det, at han var personlig afholdt af Kronprinsen;
sikkert er det, at det i de afgørende Øjeblikke blev dennes
kraftigere Personlighed, som gjorde Udslaget. Adskillige Brevudtalelser
lægger for Dagen, at hans ældre Kolleger havde svært
ved at se bort fra Aldersforskellen og følte sig ilde berørt, naar han
gjorde selvstændige Anskuelser gældende. Bruddet inden for Regeringen
1802 og Cai Reventlows Afgang har yderligere bidraget
til at opløse Statsmandskredsens faste Sammenhold. I hvert Fald
følte Chr. Reventlow, at hans Optræden vakte baade C. G. og
J. F. B.s Misbilligelse, og klagede over, at deres Venskab var i
Opløsning.
Til B.s Ledelse af dansk Udenrigspolitik vil for bestandig være
knyttet Erindringen om Begivenhederne 1801 og Fredsbruddet
1807. Da de første løb af uden større Ulykker og endda skænkede