Bind 2 - Rosekamp

588 Bielke, Henrik.
lænderne slog sig igennem den svenske Flaade, men opererede i
den følgende Tid i Sundet for at forhindre denne fra at løbe ud
fra Landskrona; det lykkedes imidlertid ikke at spærre denne Havn
fuldstændig. I Foraaret 1659, da den svenske Flaade opererede i
den vestlige Del af Østersøen, sejlede H. B. og Niels Juel i Forening
med den hollandske Flaade under Obdam ud imod den. Ved
Rødsand Syd for Falster mødtes de stridende Parter 30. April;
efter en haard Kamp maatte den svenske Flaade fortrække ad
Wismar til. Hvis Hollænderne havde understøttet H. B. tilstrækkelig,
vilde det næppe være lykkedes Fjenden at slippe bort, og denne
Omstændighed efterlod en stærk Bitterhed mod Hollænderne hos
H. B., der var overbevist om, at det var deres Hensigt at ødelægge
baade Danmark og Sverige. Ud paa Efteraaret var H. B. med til
at landsætte den Troppestyrke paa Fyn, som hjalp til Sejren ved
Nyborg 14. Nov.
H. B.s politiske Stilling antog i disse og de følgende Aar en ejendommelig
dobbeltartet Karakter; nøje Tilslutning til Kongen og talrige
Gunstbevisninger fra dennes Side forenedes med Sympati med
Kongehusets Modstandere. Han og hans Hustru fik 1659 Løfte
om Onsø Len kvit og frit for deres Levetid efter hans Faders Død,
han blev i Foraaret 1660 Rigsraad og skal paa Rigsdagen s. A.
have støttet Forandringen i Forfatningen; i det Udvalg af Rigsraader
og Stænderdeputerede, som efter Arveregeringens Overdragelse
til Kongen forhandlede 14. Okt. om den nye Tilstands
Ordning, og som besluttede Haandfæstningens Kassation, skal han
endog, i det mindste efter Slanges Beretning, i bestemte Ord have
sluttet sig til Biskop Hans Svanes absolutistiske Tale. Ved Ove
Gjeddes Død i Dec. 1660 blev han Præsident for Admiralitetet og
udnævntes 1662 til Rigsadmiral. Han blev tillige Medlem af
Statskollegiet og af Højesteret; 1665 betegnede Rygtet ham som
udset til Premierminister, og Hannibal Sehested omtaler ham som
elsket af Kongen og Hoffet. Et ganske andet Indtryk af hans
Stilling faar man derimod af adskillige andre Omstændigheder.
Saaledes havde han 1658 i Samtaler med Karl Gustaf efter Roskildefreden
udtalt sig med stor Bitterhed om Frederik III. og
Sophie Amalie; han nærmede sig samtidig til Corfits Ulfeldt og
Leonora Christine og forblev en trofast Ven af disse, selv under
deres Modgang. Han advarede Ulfeldt mod hans Fjender og brevvekslede
stadig med ham. Ulfeldt nævnede ham endog over for
Kurfyrsten af Brandenburg som en af de Adelsmænd, der ikke
vilde modsætte sig Kurfyrstens eventuelle Forsøg paa at bemægtige
sig Danmark. Dette var sikkert aldeles grundløst, og Beskyldningen