Bind 2 - Rosekamp

524
Bernstorff, Christian Giinther.
mod Napoleons Gerninger og Magt, men samtidig delte Kongens
fanatiske Forbitrelse mod England. Efter alt at dømme har han
næret visse Betænkeligheder ved Fredsbruddet med Sverige og
Ængstelse for Frederik VI.s vidtspændende Erobringslyster. Tilstedeværelsen
af Bernadottes franske Hærkorps indgød ham ikke
mindre Frygt end de nærliggende Muligheder for Ruslands forøgede
Indflydelse i Nordeuropa. At han næppe nogen Sinde har
gjort sig til Talsmand for en Ændring i den politiske Kurs, udelukker
ikke, at han efterhaanden følte sig utilfreds med Forholdenes
Udvikling. Da han 28. April 1810 efter eget Ønske fratraadte
sine Stillinger, var Helbredshensyn den officielle Begrundelse.
Muligvis har det tillige øvet Indflydelse, at Udenrigsministeriet
efter Kongens Befaling i de samme Dage havde maattet tildele
Familiens Kending og Ven, den danske Chargé d'affaires i Hamburg
J. G. Rist en muligvis ufortjent Irettesættelse og ved samme
Lejlighed havde paadraget sig Kongens Misfornøjelse. Om almindelige
politiske Modsætninger — i den ydre eller den indre Politik
— har spillet en Rolle, maa det blive Fremtidens Opgave at
oplyse. Samtidige Breve fortæller alene, at B. aldrig havde beklædt
sit Embede »con amore«, og taler gaadefulde Ord om, at »das
Mass der Duldung« omsider var i den Grad fyldt, at den sidste
Draabe bragte det til at flyde over. Hvorom alting er, vakte B.s
— og Broderens samtidige — Afgang Sorg i Familiekredsen og
alvorligt Ubehag hos Kongen, men førte dog ikke til noget
Brud.
Allerede 4. Maj 1811 genindtraadte B. efter egen Ansøgning i
den danske Statstjeneste og overtog i Juni 1812 den vigtige Gesandtpost
i Wien. Mange forskellige Grunde, skriver han, fremkaldte
denne Beslutning, de usikre Forhold, som gjorde Godsindtægter
tvivlsomme, tillige med Ønsket om i den store Verdensby at finde
bedre Lejlighed til at pleje sit Helbred og opdrage sine Børn.
Først og fremmest, tilføjer han, har det dog været ham en Tilfredsstillelse
at give Kongen Vidnesbyrd om, at han hverken af
Egenkærlighed eller personlige Grunde havde opgivet sin Ministerstilling
og intet hellere ønskede end under andre Omstændigheder
at tjene Kongen og sit Land. Som Udsending i Wien kom han
hurtigt i udmærket Forhold til Metternich og havde vel sin Andel
i Østrigs velmente, men haabløse Bestræbelser for i Krigsperiodens
sidste Aar at skaffe Danmark bedre Fredsvilkaar. I Kejser Franz'
Følge var han til Stede ved Afslutningen af den første Parisfred
og deltog ligeledes i Koalkionsfyrsternes sidste Tog til den franske
Hovedstad. Sammen med Broderen repræsenterede han Danmark