Bind 2 - Rosekamp

Bartholin, Thomas. 213
Helbred. Da han ved Ole Worms Død 1654 rykkede op i dennes
Plads som anden medicinske Professor, blev han allerede derved
i Stand til at indskrænke sin anatomiske Undervisning, og da han
to Aar efter, ved Thomas Finckes Død, blev det medicinske Fakultets
Senior og Decanus perpetuus, fritoges han ganske for denne
Undervisning. 9. Febr. 1656 holdt han sin sidste Dissektionsøvelse
og tog i en pompøs Tale Afsked med denne vigtige Gerning.
Allerede 1654. var han blevet valgt til Universitetets Rektor, en
Stilling, han dog hurtig overdrog til Spormand, idet han selv ved
Pestens Udbrud i Kbh. s. A. flyttede til Roskilde. 1660 blev han
af Helbredshensyn af Kongen fritaget for at holde Forelæsninger
og flyttede kort derefter som Professor honorarius til sit kære Gods
Hagestedgaard ved Holbæk, hvorfra han dog jævnlig tog til Kbh.,
blandt andet for at tilse og forevise sit Naturaliekabinet, som han
stadig samlede Bidrag til, og som var anbragt i Anatomihuset oven
over Auditoriet. Men han beholdt sin Stilling som Fakultetets
Senior og Dekanus og dermed ogsaa en afgørende Indflydelse paa
Universitetets og Lægevidenskabens Anliggender — en Indflydelse,
han til fulde forstod at gøre gældende, navnlig i den Retning, at
han fulgte det allerede af Bedstefaderen anviste Spor og ivrigt
sørgede for sine Slægtninges Ansættelse i Professorposterne, hvad
der lykkedes baade med hans Søn Caspar, hans Fætter Vilhelm
Worm og hans Søstersøn Mads Iacobæus, skønt i det mindste ingen
af de to sidstnævnte viste nogen særlig Kvalifikation. I Konsekvens
heraf forstod han ogsaa snildt at holde Mænd borte, som ikke hørte
til Familien, selv om de var Kapaciteter, ja vel netop snarest i
dette Tilfælde, da hans store Forfængelighed vanskelig vilde kunne
taale at se en glimrende videnskabelig Stjerne ved Siden af sig.
Hans tvetydige Færd over for hans geniale Discipel Steno, da
denne kom tilbage og blev skuffet i sin velbegrundede Forventning
om at opnaa en anatomisk Lærerstilling ved Universitetet, er et
Vidnesbyrd af stor og beklagelig Vægt mod T. B. Hans Forhold
til Michael Lyser ved dennes Tilbagekomst fra Tyskland er maaske
heller ikke ganske frit for Tvetydighed i saa Henseende. Men B.
havde saaledes vedblivende den Tilfredsstillelse at kunne indtage
en ubestridt Herskerplads ved Universitetet og fra sit Gods lede
Landets officielle videnskabelige Liv, medens han fremdeles anvendte
sit Otium til litterære Studier og frugtbar litterær Produktion.
Paa dette Punkt ramte der ham i øvrigt et svært Slag 1670, idet
hans Gaard brændte, medens han selv var i Kbh., og hans kostbare
Bibliotek og talrige Manuskripter gik til Grunde. Kongen gjorde