Bind 2 - Rosekamp

Bang, Herman. 87
tede Pauserne og var uforlignelig i sin Evne til at faa de humoristiske
Replikker eller Bemærkninger til at knalde. Det mere udviklede
Publikum fandt ham derimod søgt og sentimental, naar det gjaldt
Tolkningen af det følsomme, hans henaandende, hæse, næsten
uhørlige Hvisken var efterhaanden udartet til hysterisk Manér.
Alle B.s senere Romaner er lige saa meget dramatisk som Romanlitteratur
— i Virkeligheden meget mere. Mens det aldrig lykkedes
ham at skrive et scenedygtigt Stykke, er hans Romaner sammensat
af lutter Scener fremstillet med den mest udprægede Sans for det
individuelle og det livagtige. Men yderst sjældent formede han
disse centrale Scener, hvor Konflikter af aandelig Art strammes
og faar Udløsning. Dette skyldes først og fremmest B.s Mangel paa
Interesse for Ideologi, en Mangel, der baade er hans Romaners
Styrke og Svaghed. Hans Mennesker er ikke opfyldt af store
Aspirationer, de er blottet for alle metafysiske Tendenser, de er
behersket af rent jordiske Instinkter og Følelser. Egentlig intellektuelle
Konflikter opstaar ikke i denne primitive Verden, der er
behersket af det elementære Drifts- og Følelsesliv. Men netop fordi
B. kom efter en Periode, da Tendenslitteraturen havde floreret,
virkede hans Bøger, hvor Menneskelivet rørte sig frit, saa nye
og friske.
B.s Romaner voldte ham et uhyre Besvær. Han havde paa et
tidligt Tidspunkt følt den analyserende Roman som utilstrækkelig.
Det som det gjaldt om for ham var at skabe direkte Liv. Han vilde
ikke fortælle om sine Mennesker og ikke ransage deres Indre og
omhyggeligt redegøre for sine Opdagelser i denne skjulte Verden,
han vilde derimod vise Læseren dem, talende, gestikulerende, handlende,
han ønskede fremfor alt at gribe deres Stemmer; gennem
det, de sagde, og Tonefaldene, de instinktivt anlagde, begærede
han at faa Læserne til spontant at ane eller endog vide, hvad der
foregik i deres Indre. Han maatte tit vente i Timevis paa, at de
skulde vise sig for ham, og kom de endelig til Syne, blev det en
ustandselig Anstrengelse for at overraske dem i de rigtige Øjeblikke,
dem, hvor de uden selv at ane det, udleverede sig, det vil sige
skæbnesvangert fulgte deres inderste Naturs Tilskyndelser.
Derfor er B.s værdifuldeste Romaner de, hvor han viser sin Evne
til at overrumple Livet i dets Umiddelbarhed: »Ved Vejen«, der
saa sandfærdigt viser os en forkuet og skuffet Kvinde i en lille
Stationsby; »Tine«, hvor han paa Grundlag af sine Barndomsminder
fra Krigen 1864 fremmaner saa tragisk en Kærlighedshistorie paa
Baggrund af Krigens Gru og Fortvivlelse, »Ludvigsbakke«, hvor
han har givet Heltinden Ida Brandts svære Kærlighedsskuffelse sin