Bind 2 - Rosekamp

76 Bang, F. L.
1741—77), D. af Inspektør ved Frederiks Hospital Hieronymus
Ring (d. 1771) og Karen Sophie Rosengaard (d. 1793). 2° 24.
Sept. 1779 i Kbh. (Frels.) med Ingeborg Mohrum, f. Madsen,
døbt 28. Nov. 1754 i Kbh. (Frels.), d. 9. Aug. 1781 sst. (Trin.)
(gift i° 1772 med Skibskaptajn Niels Mohrum, d. 1779), D. af
Kaptajn, Brygger og Grosserer Lars Madsen (ca. 1720—81) og
Anna Catharina Berthelsdatter. 3 0 10. Jan. 1782 i Kbh. (Helligg.)
med Lovise Hansen, døbt 26. Juli 1765 i Kbh. (Helligg.), d. 16.
Jan. 1845 i Ferslev i Horns Herred, D. af Sognepræst ved Helligaands
K. Mouritz H. (1722—77) og Anna Dorothea Muus
(1727—99).
B. var en tidlig modnet Begavelse og blev allerede 1761 dimitteret
til Universitetet fra Herlufsholm. I Kbh. kom han i Huset hos sin
seksten Aar ældre Broder, daværende Kammeradvokat, senere
Konferensraad og Generalprokurør O. L. B. (s. d.), der maatte
være ham i Faders Sted, da denne var død pludselig uden at efterlade
sig Formue. Det var efter Broderens Tilskyndelse, men oprindelig
imod egen Tilbøjelighed, at han valgte det medicinske
Studium. Kun tyve Aar gammel tog han 1767 medicinsk Eksamen,
og 1770 kunde han ved Hjælp af det Fincke'ske Rejsestipendium
og Understøttelse fra Broderen foretage en toaarig Udenlandsrejse
med Ophold i Berlin, Strasbourg og Paris. Paa Grund
af »Ubekendtskab med Verden og Undseelse« kom han ikke i Forbindelse
med Udlandets berømte Læger, men anvendte Tiden til
ensomme Studier og tog Ekscerpter af alt, hvad han læste. Han
kom hjem — som han selv skrev — »mager og fortørret baade paa
Sjæl og Legeme«. Kort efter Hjemkomsten forsvarede han (1773)
sin Disputats, som han havde udarbejdet i Udlandet. Han blev
derefter angrebet af en heftig »Forraadnelsesfeber«, men da han
begyndte at komme sig, var ogsaa hans tidligere melankolske Sindstilstand
forsvunden, og han genvandt sin »naturlige Tilbøjelighed
til Virksomhed og Glæde«. 1774 ansattes han som Reservemedicus
hos den gamle Overmedicus J. C. Fabricius, der trængte til Hjælp
i sin Hospitalsgerning, og ved dennes Død n. A. blev han — nærmest
paa Anbefaling af Rottbøll, som da var Medlem af Hospitalsdirektionen,
— kun 28 Aar gammel — selv den medicinske Afdelings
Overlæge (Medicus). I denne Stilling, som han beklædte i
25 Aar, indlagde han sig stor Fortjeneste af den praktiske Lægevidenskab.
Fra 1782 var han tillige ekstraordinær Professor ved
Universitetet og blev saaledes den første Overlæge, der optraadte
som Lærer i sin Egenskab af Universitetsprofessor. Derved blev
en mere systematisk klinisk Undervisning, o: Undervisning ved