Bind 2 - Rosekamp

22 Baggesen, Jens.
brevene, og som han »med en virkelig Gengangers vemodige
Følelser« giver sine Landsmænd til Pris. i. Dec. udkom »Eventyrer
og comiske Fortællinger« (2 Bd.), hvori en tredie Redaktion
af hans første Bog, disse ungdommelige Skæmtedigte, som han aldrig
blev træt af at file paa. B. var ogsaa forretningsmæssig virksom, han
forhandlede med Forlæggeren Brummer om Udgivelse af endnu
mange flere Bind, sluttede Aftale med Schimmelmann om Enkepension
for Fanny m. m. m.
Indtil Slutningen af Okt. boede han hos sin Broder, derefter
hos A. S. Ørsted. Fra alle Sider pressede man ham om at blive.
Men han stødte mange fra sig ved at undgaa Selskabelighed og
foretrække et stille Liv i den ørstedske Kreds. Der gik Sladder
om ham og Sophie Ørsted, Oehlenschlågers Søster (»Lilia«), og
ikke uden Grund, thi de var vildt forelskede i hinanden. Hun
fik Indflydelse paa hans litterære Meninger, omvendte ham, saa
vidt det lod sig gøre, til Goethe og den nyere Poesi. Det var
ogsaa hendes Skyld, at der ikke opstod noget daarligt Forhold
mellem Digterne, da Oehlenschlåger besvarede B.s førnævnte Rimbrev
med et vel storagtigt Trimeterdigt, hvori han afviste den
ældre Digterbroders Tilbud om Raad og Bistand. B.s Duplik (i
Blankvers) er forsonlig holdt. I Mellemtiden havde han ogsaa
skrevet og udgivet (Marts 1807) sit mest fuldendte danske Digterværk
»Giengangeren«, hvis Hovedstykke, den poetiske Samtale »Min
Gienganger og jeg selv«, forudsætter en Slags Forbund mellem B.
og den nye Skole. Gengangeren er Bogens Forfatter, identisk
med den »Skygge«, han havde talt om i Rimbrevene, den wielandske
B., der her ses at underordne sig en mere udviklingsdygtig
og alvorsfuld Personlighed (»han selv«). B. er en af de faa Mestre
i Dialogens Kunst. Han bruger den nu til at holde Dommedag
over det danske Parnas. Det er den hjemlige Aandløshed i Poesien
og Kritikken, han vil til Livs, men ikke blot til Fordel for den
yngre Digter; ogsaa for en Digtning, som fremstiller en moderne
Livsanskuelse i Filosofiens og Naturvidenskabens Belysning, vil
han bane Vej. Rigtig Højromantiker blev han ikke, og Nyklassicismen
stod han lige fjernt, endskønt han i disse Aar arbejdede
paa en Oversættelse af Homer i Voss' Manér. Ved denne satiriskdidaktiske
Digtning havde B. aflagt Prøve paa sine eminente
Evner som Kritiker, han stod som en dansk Boileau eller Pope, men
var langt fra i saa sikker Kontakt med sin Tids store Digtere,
som de havde været med deres samtidige.
En prosaisk Kommentar til det mærkelige Læredigt gav B. i
Fortalen til »Nye blandede Digte« (1. Maj 1807), hvori han be-