Bind 2 - Rosekamp

Bang, Herman. 85
opholdt B. sig længe i Paris, hvor han for Lugné Poe satte flere
Ibsenforestillinger i Scene paa Forsøgsteatret L'Oeuvre. 1892
grundlagde han i Oslo en litterær Varieté, en Tanke, han havde
syslet med gennem adskillige Aar, men Forsøget mislykkedes. 1896
fik han en af sine største Successer med Romanen »Ludvigsbakke«,
1898 og 1901 kom Mindebøgerne »Det hvide Hus« og »Det graa
Hus«. Fra Tiden omkring Aarhundredskiftet stammer Novellesamlingerne
»Liv og Død«, »Ravnene« og »Sommerglæder«. De
to sidste Romaner, begge forklædte Autobiografier, »Mikael« og
»De uden Fædreland« er fra 1904 og 1906. 1907 kom Novellesamlingen
»Sælsomme Fortællinger« og 1910 den teaterhistoriske
Feuilletonsamling »Masker og Mennesker«. — B. blev fundet døende
i Toget fra Chicago til Kalifornien; han var da ude paa en stor
Oplæsningsturné, og hans foreløbige Maal var Kalifornien og
Japan.
B. blev i sin pure Ungdom baade forkælet og forkætret. Men den
Forargelse, han vakte, kom ham kun til gode, den skabte Røre
om hans Navn og hans Person og gjorde ham allerede i hans
Journalistiks og Forfatterskabs Begyndelse til en af Kbh.s Forgrundsfigurer.
Han elskede det opsigtvækkende, Sensation var den
Luft, han maatte aande i — i sin Journalistik kunde han ikke røre
noget som helst Emne uden at gøre det sensationelt, hvilket formelt
viste sig i en uafladelig Pointering. Denne Pointering blev hans
Udtryksmaade i hele hans Virksomhed, hans Forfatterskab, hans
Journalistik, hans Oplæsning. Hans Metode forblev den samme,
fra han var ung, til han ældedes, og selv i hans sidste Tiaar, da han
blev Genstand for en virkelig Folkeyndest, da hans Bøger blev
købt, da han havde fuldt Hus til alle sine Oplæsninger og hver
Gang blev tiljublet, da hans Artikler tryktes paa første Plads, med
fedeste Overskrift og altid med fuldt Navn, selv da dreves han af sin
inderste Natur til at forcere sine Virkemidler. Endog i sine mest
nuancerede Værker, de fineste, mest modererede, de hverdagsagtigt
sande, viste han ofte en saa skæbnesvanger Trang til at understrege,
at det stilfærdige kunde blive i aandelig Forstand næsten larmende.
B. elskede i sin Ungdom saavel som i sine modne Aar ogsaa i
sit Udseende at udhæve alt det, der var ham egenartet. Han fremelskede
og understregede det dekadente, da han var ung — det
kulsorte Pandehaar, der gjorde den blege Ansigtsfarve dobbelt
mærkelig, mens denne Hvidhed fik Lyset i de mørke brændende
og sørgmodige Øjne til at virke hemmelighedsfuldt fosforescerende.
Han forstod glimrende at gøre sin Særhed gældende, og lige til det
sidste yndede han at gennemføre en bestemt Rolle. Den aldrende