Bind 2 - Rosekamp

528 Bernstorff, Johan Hartvig Ernst.
som mødte hos dem med en særlig Anbefaling. Overalt havde B.
haft Lejlighed til at sætte sig ind i Forholdene, han havde stiftet
nyttige Bekendtskaber og havde kunnet færdes ikke blot ved flere
Smaahoffer, men ogsaa ved det østrigske og navnlig (som ung Hannoveraner)
ved det engelske Hof.
Hjemkommen til Gartow kunde B. betragte sig som færdiguddannet
efter Tidens bedste og fineste Skik for unge Adelsmænd,
altsaa som fuldt kvalificeret til at overtage en Stilling som Statstjener.
Det afgørende var ikke, hvilken Stats Tjeneste det skulde
være; Internationalisme prægede B.s Tankegang som overhovedet
hans Samtid. Sit eget Fædreland vragede han, fordi Forholdene
i selve Hannover var ham for smaa, en hannoveransk Statsmands
Stilling i London for vanskelig. Det blev derfor bestemt, at han
skulde gaa til Danmark. Der bestod en gammel Forbindelse
mellem hans Familie og de to danske Ministre Plessen, og paa
sine Rejser var han kommet i Forbindelse med den danske Gesandt
i Wien Berckentin og det danske Kongehus' nære Slægtning Grev
Anton af Aldenburg. Efter at Chr. Ludvig Plessen havde opnaaet
Tilsagn hos Christian VI. om at tage B. i sin Tjeneste, kom denne
i Marts 1732 til Kbh. 21. April s. A. blev han Kammerjunker
og kort efter ulønnet Volontør i tyske Kancelli. Allerede 4. Maj
1733 udnævntes han derefter — 21 Aar gammel! — - til Danmarks
ekstraordinære Gesandt ved det kursachsiske Hof i Dresden. Han
fik her en god Lejlighed til at komme ind i den store Politik, var
i øvrigt misfornøjet baade med den Løn, man gav ham, og den
Titulatur (blot som Etatsraad!), hvormed man endnu lod ham
nøjes. Han tænkte paa at vende Danmark Ryggen, men et Besøg i
Kbh. (i Efteraaret 1736), hvor Christian VI. modtog ham venligt,
virkede forsonende, og 15. April 1737 udnævntes han til dansk
Gesandt ved Forbundsdagen i Regensburg, en Udnævnelse, han
maatte opfatte som et Tillidsvotum, om end han ikke satte særlig
Pris paa den.
B. var allerede nu den fuldt modne Diplomat, der i sine Indberetninger
viste en fremragende Evne til Overblik og frugtbare
Kombinationer; han ser ustandselig en Sag i dens Sammenhæng
med den større Helhed, han slaar sig ikke til Taals med den nødvendige
og praktiske Orientering, men trænger dybere ind i Forholdene
og benytter enhver Lejlighed til at udvide sine Kundskaber.
Det er hele smaa Afhandlinger, han sender hjem til sin
Chef; han lægger Vægt paa at udrede de historiske Forhold, der
ligger til Grund for den omhandlede aktuelle Situation. I et
elegant Fransk forstod han at fremstille en Sag fra alle dens Sider,