Bind 2 - Rosekamp

84
Bang, Herman.
ikke Held med sine Teaterplaner og blev derfor i Stedet Skuespilforfatter
og kritisk Essayist. Som Skuespilforfatter (»Proverber«) støttedes
han af Høedt og som Journalist af Topsøe. Efter først at have
skrevet i »Dagbladet« og »Morgen-Telegrafen« blev han en meget
benyttet Feuilletonist i »Nationaltidende«, hvis Læsere han baade
forargede og henrev med sin maniererede, overdrevent pointerede
Stil, den samme, som han benyttede den følgende Menneskealder
i de Blade, han arbejdede ved (længst »Aftenbladet« og »København«).
Særlig berømt blev hans store Artikel om Christiansborg
Slots Brand 1884. En Række af sine litterære Feuilletoner samlede
han i to Bind: »Realisme og Realister« (1879) og »Kritiske Studier
og Udkast« (1880). Disse Ungdomsarbejder har stadig Interesse:
B. havde et udpræget kritisk Talent, og hans Karakteristikker af
Datidens og den nærmere Fortids fremtrædende Forfattere, som
Topsøe, J. P. Jacobsen, Balzac, Feuillet, Dumas fils, Zola og
Daudet, er rige paa træffende Bemærkninger formet i hans aandrigt
pointerede Stil. Mindre litterært betonet var den tredie Samling
»Herhjemme og derude« (1881). B.s Enaktere (»Du og Jeg«, »Hverdagskampe«
og »Graavejr«, den sidste opført 1881 paa Det kgl.
Teater) udkom 1879—81. 1880 udgav han sin første Novellesamling
»Tunge Melodier« og sin første Roman »Haabløse Slægter«, der
blev beslaglagt (efter en Højesteretsdom) som usædelig og
1884 blev udgivet i forkortet Udgave. 1883 udkom Romanen
»Fædra« (skrevet i et pretiøst, kunstfærdigt Sprog, der var paavirket
af Brødrene Goncourt); den blev to Aar efter dramatiseret under
Titlen »Ellen Urne«. B. havde imidlertid ikke opgivet sine Skuespillerplaner.
Han debuterede som Conrad i »En Forlovelse« ved
en Privatforestilling paa Folketeatret 23. Febr. 1884 og gik derefter
paa Turné i Provinsen. 1885 havde han i Norge en Fiasko som
Osvald i »Gengangere«, men tog Revanche ved et Foredrag om
Jonas Lie, den af alle moderne Romanforfattere, han kom til at
elske højest og skylde mest, og hvem han i Tilegnelsen af Novellesamlingen
»Under Aaget« (1890) ydede sin uforbeholdne Hyldest.
I sine sidste ti Aar blev B. en meget yndet Oplæser, især af egne
Værker (berømtest blev hans Foredrag af de tre store Numre
»Dannevirkenatten« fra »Tine«, »Gravesens Bal« fra »Stuk« og
»Danserinden Irene Holm« fra »Under Aaget«). 1884—87 var han
paa Rejse og opholdt sig længe i Berlin, Meiningen, Wien og Prag.
Paa disse Rejser skrev han bl. a. sin mest ansete Roman »Ved
Vejen«, der udkom 1886 sammen med et Par større Noveller under
Titlen »Stille Eksistenser«, og »Stuk« (1887). To Aar efter den
sidstnævnte udkom Romanen »Tine«. I Begyndelsen af 90'erne