Bind 2 - Rosekamp

88 Bang, Herman.
egen dybeste Ømhed. Men i disse Romaner bliver Hovedpersonerne
aldrig eneraadende. De er altid Dele af Milieuet, de viser
sig bestandig paa Baggrund af det, de er Led af en Helhed. Alt
det i Mennesket, der er betinget af dets Ensomhed, giver B.s
Romaner liden eller ingen Besked om, fordi han een Gang for alle
havde indskrænket sin Kunst til at fremvise Menneskene; alt det
usynlige og uhørlige, Tankerne, Drømmene, maatte man kun
skimte eller gætte sig til bag det, der var synligt eller hørligt.
Undertiden var der en udadlelig Ligevægt mellem Person- og
Milieuskildringen, Menneskene hævede sig ikke ud af Milieuet,
men til Gengæld fordunklede eller opslugte dette dem ikke. Dette
gælder »Ved Vejen«, »Tine«, »Ludvigsbakke« og Fortællingerne i
»Under Aaget«. Men i »Stuk«, der med meget tydelige Zola'ske
Reminiscenser skildrer hin Periode i 8o'erne, hvor Kbh. forceret
pludselig vilde forvandle sig til Storstad, har Milieuet i den Grad
forgrenet og bredt sig, at det overskygger og kvæler Menneskene,
der alle kæmper en næsten fortvivlet Kamp for at tiltrække sig
Læserens Opmærksomhed. »Stuk« er en tour de force, et Kunststykke,
der har voldt B. en lang Anspændelse af voldsomste Art,
men Resultatet kom ikke til at svare til Anstrengelserne, uden
for saa vidt som det er blevet et Vidnesbyrd om Farerne ved Impressionismen
i Litteraturen.
B.s sidste store Romaner, »Mikael« og »De uden Fædreland —«,
indtager en Særstilling i hans Produktion. Han har i dem ikke
opgivet sin Iscenesættelseskunst — denne fejrer endda i den anden
en Triumf — men han har villet give store Karakterstudier.
Hovedpersonerne i begge Romaner er kunstneriske Genier, de er
ingenlunde som B.s andre Personer almene Typer for Menneskehedens
omfangsrige anonyme Middelklasse, men Undtagelsesvæsener,
lidende alle Geniets Kvaler, fremfor alle den absolutte Ensomheds.
De er forklædte Autobiografier af rent sjælelig Art, der viser,
hvordan B. betragtede sig selv, og hvilke Egenskaber, hvilke Levevilkaar
han ansaa for Geniets. Tonen i disse Bøger klinger ofte
uhyggeligt hult, og som Karakterromaner betragtet er de yderligt
tynde; disse Bøger, som han selv havde tænkt som Kronen paa sit
Forfatterskab, blev hans ringeste og viste klart, at hans Geni netop
bestod i Evnen til saa sandfærdigt, som det sjældent er set, at give
Billeder af det almene og beskedne Menneskeliv. De muntre galgenhumoristiske
Anekdoter i Memoiresamlingen »Ti Aar« viste, at B.,
naar det gjaldt Smaating og Overflade, kunde tage sig selv baade
med Ironi og Humør, de to sidste Romaner, at han, naar det drejede
sig om det inderste og væsentlige, betragtede sig selv med en svær