Bind 2 - Rosekamp

208 Bartholin, Thomas.
Kræfter, vakte hans særlige Opmærksomhed. At fastslaa disse
mærkelige Formationers egentlige Beskaffenhed var imidlertid ikke
ham, men hans Discipel Niels Stensen forbeholdt. Paa Tilbagevejen
herfra opholdt han sig i længere Tid i Napoli, hvor han
navnlig studerede Anatomi og Kirurgi hos Marcus Aurelius Severinus,
men i øvrigt var syg og lidende af Nyresten, den Sygdom,
der senere fulgte ham og endte hans Liv. I Slutningen af 1644
kom han tilbage til Padova, hvor han forblev den største Del af
det næste Aar, og hvor han publicerede sit næste litterære Arbejde,
en lærd Disputats »de unicornu«, o: Enhjørningen. I Padova fik
han en ny Paamindelse fra Worm om at komme hjem for at overtage
et ledigt Professorat i Veltalenhed, men han undslog sig atter og
rejste til Basel, hvor han — ligesom i sin Tid hans Fader og Ole
Worm — 1645 blev kreeret til Doktor i Medicinen sammen med
sin daværende Rejsefælle, Henrik Fuiren. Foruden sin Doktordissertation
(»de pieuri tide«) udgav han her en Tale »de monstris
in natura et medicina«. Det næste Foraar drog han til Holland,
hvor han under sit Ophold i Leiden fik en ny Udgave af den anatomiske
Lærebog i Trykken (snart efter oversat fra Latin til Fransk
og Tysk) og desuden udgav flere andre Skrifter, deriblandt et
temmelig omfattende »de luce animalium«, der blev dediceret til
den gamle Morfader, og som vidner om megen Lærdom og spekulativt
Vid, skønt det falder aldeles uden for Naturvidenskab i
vor Forstand. Endelig kom han hjem 1647 og overtog kort efter
det ved Longomontans Død ledigblevne Professorat i Matematik,
efter at han i Forvejen havde undslaaet sig for at ledsage den syge
Prins Christian til Surbrøndene. Han følte baade da og senere
stor Ulyst til al praktisk Lægevirksomhed.
Allerede 1648 fik han imidlertid Professoratet i Anatomi, idet
Simon Paulli traadte tilbage for ham. Han var nu kommet paa
den Plads, der vistnok svarede bedst til hans særlige og grundigste
Studier, og som han ogsaa i en Del Aar udfyldte saaledes, at der
kastedes Glans over det hidtil uanselige danske Universitet, og
Studenter fra fremmede Lande drog til Kbh. for at uddanne sig
i Anatomien ved hans Domus anatomica. Ganske uden Torne var
imidlertid heller ikke denne T. B.s Glansperiode. Allerede samtidig
med sin Tiltrædelse af Embedet maatte han i fem Disputationer
værge sig mod stærke Angreb paa den nye Udgave af
Faderens Anatomi fra den gamle Professor i Altorf Caspar Hofmanns
Side, hvilke Angreb ogsaa senere blev genoptagne og ført
videre af den skarpsindige Riolan, der som kyndig Anatom rejste
forskellige skarpe og for største Delen velbegrundede Indvendinger,