Bind 2 - Rosekamp

308 Beck, Vilhelm.
Han havde kendt sig kaldet til at være Præst for dem, der boede
i Ørslev og Solbjerg Sogne. Der var han gaaet fra Hus til Hus.
Dem havde han bedet for fra Dag til Dag. For dem havde han
prædiket om Omvendelse fra Synden, Døden og Djævelen til Troen
paa vor Herre Jesus Kristus — med en Klarhed og en Styrke, som
var forskellig fra alt, hvad man hidtil havde kendt. Søgende Sjæle
fra andre Sogne var begyndt at finde Vej til Ørslev; det skete ogsaa,
at man andensteds fra sendte Bud efter denne unge nidkære Præst.
Men det var aldrig faldet ham ind, at hans Ansvar og hans Virke
skulde komme til i væsentlig Grad at ligge uden for Sognegrænsen
og naa ud over det hele Land.
Dermed gik det saaledes til. En Efteraarsdag 1861 fik B. fra
Johs. Clausen en Opfordring til at prædike ved et »Indre-Missions
Møde« i Clausens Anneks Stenlille. B. havde gjort sig til Regel
ikke at sige nej, naar nogen bad ham om at prædike; mindst af
alt vilde han give sin kære Ven og Medarbejder et Afslag. Han
fortæller selv, hvorledes han da satte sig hen og spekulerede over,
hvad »Indre Mission« burde være. Indtil da havde han ingen
Anelse haft om, at der var noget, som hed »Indre Mission«, eller
en Forening, der arbejdede for den. Og dog var der paa Ringstedegnen
1853 stiftet en »Forening for den indre Mission«, der
udsendte Lægmænd og lod afholde »Missionsmøder« rundt om.
Dens Udsendinge havde været Mænd af ikke ringe aandelig Kraft,
og Vækkelser var brudt ud flere Steder. Men der var en mærkelig
Uro over denne Bevægelse. Skønt Kredsen af styrende var lille,
opstod der bestandig Splittelse. Af Prædikanterne havde nogle
Hældning mod forskellige Sekter (Baptister, Irwingianere), nogle
var pietistiske, andre grundtvigsk paavirkede. Foreningens Blad
skiftede bestandig Redaktør. Og da den afholdte Præst C. F.
Rønne i Høve blev valgt til Formand, førte det kun til nye Stridigheder
— samtidig med at Foreningens Indflydelse bredte sig fra
Sogn til Sogn.
Det var aabenbart, at her trængtes til Ledelse og Samling. Da
var det, at B. 13. Sept. 1861 holdt sin Prædiken over Luk. 5,1—12
(Peters Fiskedræt), der endnu den Dag i Dag regnes for Indre
Missions Program: Grunden til, at det hidtil havde været saa ringe
med Indre Mission, var Splittelsen, særlig mellem Præsterne og
Lægfolket, der gensidig havde foragtet og kritiseret hinanden. Det,
som det gælder, er, at de som Medbrødre maa »vinke ad hverandre«
og saa hjælpe hinanden med at »fange Mennesker«.
Samme Dag vedtoges det at videreføre Foreningen fra 1853 i
en ny »Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark«.